Havets overflade er rekordvarm

Ifølge den europæiske klimatjeneste, Copernicus, har verdenshavene sat rekord. Overfladevandet er varmere end nogensinde registreret. Det skyldes global opvarmning og det naturligt tilbagevendende klimafænomen El Niño.

Målinger fra klimatjenesten Copernicus viser, at havoverfladen er varmere nu end nogensinde før registreret.

Den globale opvarmning har for alvor slået rødder og sætter nu ny rekord i havoverfladetemperaturen. Seneste rekord blev sat i 2024, og nu, med hjælp fra det naturlige fænomen, El Niño, understreger en ny rekord, at verdenshavene er under hårdt pres. Tallene kommer fra den europæiske klimatjeneste Copernicus.

- Det er en ærgerlig rekord. Vi ved, at det varme hav kan få store konsekvenser for mere ekstremt vejr, havmiljø, havstigninger og for havets evne til at hjælpe os med at optage CO2 fra atmosfæren. Det er negative konsekvenser over en bred kam, og vi forventer desværre at både global opvarmning og den igangværende El Niño vil sende havtemperatuerne endnu højere op, siger Adrian Lema, afdelingschef for Nationalt Center for klimaforskning ved DMI. 

Læs om El Niño

Ifølge pressemeddelelsen fra Copernicus er tidspunktet bemærkelsesværdigt. Normalt, når de globale havoverfladetemperaturer et maksimum i april/maj måned efter den sydlige halvkugles sommer, hvor havet har størst udbredelse.

Rekorden lyder på 21,1 grad, mens den tidligere rekord fra 2024 var 21,09 grader. Rekorden er sat efter mange dage med temperaturer nær rekorden, og understreger den vedvarende varme der har bredt sig i store dele af oceanerne.

El Nino er i gang i den tropiske del af Stillehavet og tilfører yderligere varme til både hav og atmosfære. Ifølge Verdens Meteorologiske Organisation (WMO), vil El Nino udvikle sig yderligere de kommende måneder og kan potentielt blive en af de kraftigste El Niño’er i årtier. Flere modeller spår, at denne El Nino kan blive den kraftigste i den tid, der har været målinger. 

Viden om vejr og klima

Se alle