Denne uge starter med flot sensommervejr, masser af sol og lidt stigende temperaturer. Et højtryk over Nordsøen bevæger sig ind over Skandinavien og giver os flere dage med stabilt og roligt vejr. I morgen kan temperaturerne mange steder nå op mellem 20 og 25 grader, varmest i de vestlige dele af Jylland. Vinden bliver generelt svag, så der er gode muligheder for at nyde sensommeren – hvad enten det er på stranden, i haven eller på en tur ud i det blå.
Onsdag og torsdag fortsætter det varme og solrige vejr, og torsdag ser lige nu ud til at blive ugens varmeste dag. I Vestjylland kan temperaturen lokalt nå op omkring 26 grader. Vinden tager dog til fra onsdag og bliver op til frisk fra øst og sydøst.
Det gode vejr varer ikke hele ugen. Et lavtryk nærmer sig fra sydvest, og natten til fredag skifter vejret markant med udbredt regn og byger. Lokalt kan regnen blive kraftig og måske ledsaget af torden. Weekenden ser også ud til at blive mere ustabil.
Så nyd sensommeren de næste dage – for fredag kan paraplyen få comeback!
Af vagthavende meteorolog Stina Magndal, mandag 24. august kl. 14.10