Kraftige regn- og tordenbyger rammer især Østdanmark

Satellitbillede her kl. 11.45 viser et område med kraftige byger i Østjylland, det sydlige Kattegat, samt et område ud for Stevns. Nye regn- og torden byger bliver løbende dannet og sender også nye byger ind over Nord- og Midtsjælland de kommende timer. 

Der er derfor udsendt DMI Varsel for lokale skybrud og torden for Nordsjælland gældende frem til klokken 15.00, samt for Midtsjælland fra klokken 10.00 frem til klokken 16.00. Byger dannes fra nord, pga. et område med koldere luft i højden, der skaber en meget ustabil atmosfære. 

De fleste byger vil give 5-10mm, men enkelte byger vil kunne kaste en del mm nedbør fra sig - mellem 10 og 20 mm på 30 minutter. Potentialet er størst i de varslede områder, men det kan ikke udelukkes andre steder. 

 

Et skybrud defineres ved, at der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time. 

Der er usikkert præcis hvor bygerne vil komme, men de fleste vil opleve byger i Østjylland, på Fyn, Sjælland og Lolland-Falster.  

 

Et vigtigt værktøj i bygevejr er radaren. Den er nyttig for jer, så man kan følge med i bygernes færden, inden man begiver sig udendørs, men også for os meteorologer. Vi holder løbende øje med udviklingen i prognoser, radar og observationer. Hvis det udvikler sig yderligere, så opdatere vi varslet ved behov. 

Hold derfor løbende øje med DMI.dk. 

 

Håb om sommervejr når den nye uge starter 

Efterhånden som den nye uge skrider frem, bliver det lunere og varmere med bedst udsigt til en strandtur tirsdag og onsdag. Her har vi udsigt til tørt og solrigt vejr og temperaturer, der kan krybe lidt op i 20'erne, uden vi dog ser ud til nå en meteorologisk sommerdag. Et højtryk bevæger sig nemlig ind over landet fra vest og det vil give os en periode med pænt vejr inden det atter ser mere vådt og ustadigt ud fra natten til fredag, når fronter igen ventes at trænge ind over landet vestfra. 

For detaljer og mere om udviklingen i næste uge, se 7-døgnsudsigten

Af vagthavende meteorolog Thor Hartz 12.05

Satellitbillede fra 11.45

Fra satellitbilledet til Amager – nu er vi nede på jorden igen. Billedet er taget af vores gode kollega og meteorolog Hans-Peter Wandler.

Viden om vejr og klima

Se alle