FAQ

Nej, CO₂ har samme effekt på klimaet. Forskellen i intervallet fra fjerde og femte hovedrapport skyldes, at IPCC benytter forskellige metoder og intervaller i de to rapporter. Når man tager hensyn til disse forskelle, er resultaterne i de to rapporter sammenlignelige og indebærer ikke en ændret klimafølsomhed eller en ændring af effekten af en given mængde udledninger.

Sammenlignet med fjerde hovedrapport er den øvre ende af intervallerne sammenlignelige, idet det bedste estimat nu er 3,7°C mod tidligere 4,0°C. Usikkerhedsintervallet er større i den tidligere rapport.

Den lave ende af intervallet er imidlertid væsentlig lavere i den nye rapport. Det skyldes, at der er medtaget et nyt scenarie, der illustrerer en ambitiøs reduktionsindsats, som gør det muligt at nå 2 graders-målsætningen.

IPCC har ændret udledningsscenarier for at give beslutningstagerne bedre muligheder for at kunne vurdere konsekvenserne af de forventede klimaændringer. Derfor benytter IPCC nu de såkaldte RCP-scenarier.

RCP-scenarierne er i modsætning til de tidligere SRES-scenarier formulerede, så de inddrager effekten af klimapolitiske beslutninger, som vil kunne stabilisere klimapåvirkningen.

Beslutningstagere kan bedre vurdere passende tiltag for klimatilpasning og for reduktion af drivhusgasudledningen på den baggrund.

Jo, klimamodellerne kan godt lave en mere præcis fremskrivning af den globale opvarmning. Men klimamodellernes resultat afhænger blandt andet af, hvilke scenarier for drivhusgasudledninger, der bruges i modellen.

Hvis man kendte de fremtidige udledninger, og dermed hvilket scenarie (og dermed hvilken kurve for CO2-udledning) de vil følge, så ville klimamodellernes resultater ligge inden for et væsentligt mindre interval, end de gør i dag.

Jo, nogle områder vil opleve positive konsekvenser såsom færre kulderelaterede dødsfald og længere vækstsæsoner. IPCC sammenstiller og vurderer både positive og negative effekter af klimaforandringer. De positive konsekvenser er dog på sigt langt færre end de negative.

Intervallet for fremtidig havniveaustigning i IPCC’s femte hovedrapport er mere sikkert end i fjerde hovedrapport fordi bidrag fra ændringer i iskappernes flydningshastighed er med. Flydningshastigheden er bl.a. afgørende for, hvor hurtigt isen kælver. IPCC angav allerede i sin fjerde rapport, at dette bidrag manglede.

Derudover er der en lille forskel i de tidsintervaller, man sammenligner i de to rapporter. Denne forskel bidrager også lidt til forskellen i stigningsintervallerne.

Det er desuden værd at bemærke, at den nedre grænse på 0,26 m stammer fra det nye ambitiøse udslipsscenarie.

I den videnskabelige litteratur findes studier, som benytter såkaldte semi-empiriske metoder til at vurdere havniveaustigningerne. De semi-empiriske metoder er baseret på viden om tidligere tiders havniveaustigninger og opnår væsentligt højere estimater end klimamodellerne.

De semi-empiriske studier var medtaget i Arktisk Råds SWIPA-rapport fra 2011, der estimerer, at havniveaustigningen vil være på 0,9-1,6 m frem mod 2100. Disse resultater er nævnt i IPCC’s femte hovedrapport, men er ikke med i 'Sammendraget for beslutningstagere', da de er forbundet med større usikkerhed end resultaterne fra klimamodellerne.

Nej, den globale opvarmning fortsætter. Det er rigtigt, at den globale overflade-middeltemperatur er steget langsommere de seneste 10-15 år end tidligere. Energioptaget i det samlede klimasystem er dog ikke bremset nævneværdigt op, men fordelingen har ændret sig, så mere energi bliver optaget i dybhavet i disse år. På denne måde skjules opvarmningen så at sige for overfladetemperaturen.

Desuden medvirker svagt afkølende bidrag fra faldende solaktivitet og vulkaner. Men idet energiophobningen i klimasystemet som helhed er fortsat, har disse afkølende effekter ikke været dominerende.

At overflade-temperaturen i en periode ikke er steget nævneværdigt,  er ikke ensbetydende med, at den globale opvarmning som følge af menneskelige udledninger af drivhusgasser er aflyst.

En opbremsning af opvarmningen ændrer heller ikke ved, at det første årti af det 21. århundrede har været det varmeste, siden målingerne begyndte.

Du kan evt. læse mere i temaet om energiens rejse i klimasystemet.

Klimasystemet udviser store naturlige udsving, og perioder, hvor opvarmningen går langsommere eller går midlertidigt i stå, er ikke ualmindelige. I disse år ophobes der energi i dybhavet, men det vil ikke kunne fortsætte på lang sigt. Når energien ikke længere kan gå i dybhavet, vil en kraftig stigning af overfladetemperaturen genoptages.

Du kan evt. læse mere i temaet om energiens rejse i klimasystemet.

Klimamodellerne har forudset, at variabilitet og periodevise opbremsninger af den globale opvarmning vil forekomme, men klimamodellerne kan ikke forudse det uforudsigelige, nemlig timingen af opbremsningerne. Timingen af klimasvingninger er uforudsigelige på langt sigt på samme måde, som timingen af specifikke vejrhændelser er uforudsigelig mere end et par uger ud i fremtiden.

Det er lykkedes forskere at genskabe den nuværende opbremsning ved at starte deres model med helt præcise nutidige betingelser. Men på samme måde som en vejrudsigt bliver upræcis på længere sigt, vil også denne modelkørsel blive upræcis i sin forudsigelse af klimasvingningen på længere sigt.

Det er det lange perspektiv, der er vigtigt: Oven i den gradvise stigning i temperatur kommer perioder med hurtigere og langsommere opvarmning. Disse perioder er uforudsigelige, men det ændrer ikke ved den underliggende gradvise opvarmning.

Allerede i den første IPCC-rapport fra 1990 anførtes det, at ”pga. andre faktorer, der har indflydelse på klimaet, vil vi ikke forvente at stigningen vil være konstant”.

Klimafølsomheden er den temperaturstigning, der vil indfinde sig i atmosfæren, når CO₂-koncentrationen fordobles i forhold til før industrialiseringen.

Nej, enkelte nyere undersøgelser har ændret lidt på vurderingen af den nedre grænse for klimaets følsomhed overfor CO₂. Derfor er den nedre ende af IPCC’s interval for klimafølsomheden lavere end i den fjerde hovedrapport, mens den øvre ende er uforandret.

Men uagtet om følsomheden er i den lave eller høje ende af tidligere vurderinger, ændrer det store billede sig ikke: Vi vil stadig se store klimaforandringer i fremtiden med de nuværende udledninger. 

Forskere og eksperter udarbejder IPCC’s rapporter på baggrund af en opgavebeskrivelse fra IPCC’s forsamling. Opgaven er at sammenstille og vurdere den videnskabelige litteratur om klimaændringer til brug for beslutningstagere. På IPCC’s plenarforsamling deltager regeringsrepræsentanter med indsigt i klima.

Regeringsrepræsentanterne er altså kun indblandet på den måde, at de fortæller, hvilke emner der er relevant for dem at få vurderet. Arbejdet med en ny rapport indledes derfor med, at repræsentanter fra IPCC’s medlemslande udarbejder en indholdsoversigt. Derefter foretager et hold af forskere og eksperter det egentlige arbejde med at vurdere den videnskabelige litteratur og skrive rapporten.

Skrivearbejdet er en lang og enestående proces, der sikrer, at alle forskere og eksperter bliver hørt.

Når selve rapporten er færdig, bliver der lavet et sammendrag for beslutningstagere. Sammendraget bliver gennemgået ord for ord af repræsentanter fra medlemslandene sammen med forfatterne for at sikre, at de relevante ting er kommet med i sammendraget, og at det er læsbart for beslutningstagere. I denne godkendelsesproces kan der ske ændringer i hvilke konklusioner der fremhæves i sammendraget, men ikke hvad konklusionerne er.

IPCC har altså et politisk ophæng i FN-systemet, men panelets arbejde handler om at gøre videnskaben praktisk anvendelig for politikerne, ikke om at fremme politiske dagsordner via videnskabelige rapporter.