Siriuspatruljens sæson skudt i gang med klart og koldt vejr

Siriuspatruljen oplever barske vinterforhold i Nordgrønland, og med en hundeslæde som transportmiddel er det vigtigt at undgå tynd eller ustabil havis. DMI advarer om disse forhold ved at levere vejrudsigter og iskort til patruljen. Dette års sæson er startet med koldt og fredeligt vejr med usædvanligt lidt sne.

Siriuspatruljen har den nordgrønlandske natur som arbejdsplads, og sidst i oktober sendte DMI´s meteorologer sæsonens første vejrudsigter til dem. I vejrudsigten beskrives den forventede temperatur, vind og vejr, nøjagtigt som vi kender det fra Danmark. Det er dog helt andre forhold, man kan komme ud for i det nordlige Grønland.

Nordgrønland byder på alt fra 50 graders frost til vinde af dobbelt orkanstyrke

I Grønland kan der være langt mellem de officielle vejrstationer, især i de områder hvor der ikke bor mennesker. Og de vejrstationer, der er, bliver af og til udsat for ekstreme forhold.

Eksempelvis er det kraftigste vindstød målt i Grønland oppe på hele 75,1 m/s, hvilket er et stykke over dobbelt orkanstyrke. Vindstødet blev målt den 13. januar 1995 i området Danmarkshavn i Nordøstgrønland, hvor Siriuspatruljen af og til befinder sig. Til sammenligning kommer det kraftigste vindstød målt i Danmark ”kun” op på 53,5 m/s. Det skete under stormen Allan den 28. oktober 2013.

I perioden fra november til april er de koldeste temperaturer målt i den nordlige del af Grønland (uden for Indlandsisen) alle væsentligt under 40 graders frost. Den absolutte kulderekord er på iskolde minus 52,1 grader. Ligesom i Danmark er der dog stor variation fra år til år i, hvor lav årets laveste temperatur bliver. Du kan læse mere om grønlandske vejrekstremer.

Siriuspatruljen skal således indstille sig på, at ekstreme vejrforhold kan optræde. Vejrudsigterne fra DMI´s meteorologer bliver brugt til at være på forkant med situationen.

Ansvarlig for landoperationer ved Arktisk Kommando, kaptajn Nikolaj Nothlev, uddyber:

"Det er et vigtigt redskab for gennemførelse af slædepatruljernes ruter, at vi kender vejrforholdene i nationalparken. I år har vi placeret slædeholdene forskudt via fly, så de ikke starter fra samme udgangspunkt, og her har det været ekstra nyttigt, at vi løbende får opdateringer på især kulde, isudbredelsen og vind fra DMI i hele området. Patruljernes observationer omkring is videregives til DMI, som retur kan udvikle mere præcise iskort og få en bedre forståelse af strømforhold i området."

Iskort spiller en central rolle for planlægningen

Sæsonen for Siriuspatruljen starter altid i Nordøstgrønlands Nationalpark, og i løbet af turen patruljerer de forskellige steder i Nordgrønland. Sæsonen løber fra den sidste del af efteråret og frem til foråret.

Siriuspatruljens transportmiddel er hundeslæde, men uanset fartøj er man ikke interesseret i at komme på tynd eller ustabil havis. Derfor modtager patruljen såkaldte iskort, som bliver udformet af eksperter på DMI. Først på sæsonen kan der stedvis være problemer med tynd is, men der er store variationer fra år til år. Kravet, til at sæsonen kan skydes i gang, er, at isen skal være landfast og være mindst 15 cm tyk.

Iskortspecialist ved DMI Flemming Geisler Skou forklarer:

”Dannelsen af fastis (havis der har fast forbindelse til land) i Nordøstgrønland er i år kommet godt fra start. Det har i en længere periode været både stille og koldt vejr, hvilket har gjort, at isen er vurderet køreklar i større områder sammenlignet med sidste sæson. Sidste år gjorde mere blæsende vejr, at fastisen havde svært ved at etablere sig tæt ved kysten.”

En kraftig storm kan også give opbrud i havisen. Derfor er det vigtigt, at nye iskort laves efter behov, selvom man er langt henne i vinteren.

I år er Siriuspatruljens sæson skudt i gang med koldt og stille vejr, hvilket giver gode betingelser for hundeslædepatruljerne. Der er dog usædvaligt lidt sne i Nordøstgrønland, hvilket også fremgår af billedet af Siriuspatruljen øverst i denne artikel. I Danmarkshavn kom der overhovedet ikke nedbør i oktober. Vejrudsigten spår at lidt varmere luft efterhånden vil finde vej til Nordøstgrønland.

Af Jesper Eriksen
8. november 2019

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle