Distrails over Sverige

Redaktionen modtog i slutningen af juni dette meget smukke billede fra familien Knutsson Klitte i Sverige, som spurgte, hvordan det kunne være, at den ene contrail (jetstribe fra fly) tilsyneladende skærer den anden over.

Vi sendte billedet og spørgsmålet videre til pensioneret seniormeteorolog (og Vejrdetektiv) Leif Rasmussen, som svarer:

"Ligesom højtgående fly kan danne jetstriber (også kendt som "contrails" fra engelsk condensation trails), når forbrændingsprodukter kondenserer i fugtige og meget kolde omgivelser, kan varmen fra motorerne ved flyvning gennem et ganske tyndt skylag få dette til at fordampe. Man har en særlig betegnelse for en sådan negativ eller inverteret contrail : "distrail" (dissipation trail). Undertiden kan skyggen af en contrail tegne sig på et lavereliggende skydække som en mørk stribe. Den kan da forveksles med en distrail, men det er der ikke tale om i dette tilfælde.  

Den tynde fjersky (cirrus) på billedet, hvori fænomenet optræder, er uden tvivl i sig selv en rest af en gammel contrail. Til venstre i billedet kan man se, at der har nået at udvikle sig ganske tynde faldstriber (virga) af små iskrystaller under skyen.

Alt i alt et smukt billede af en himmel, der i det væsentlige har fået sit udseende som følge af menneskelig aktivitet, og som er usædvanligt i den forstand, at distrails er langt sjældnere end contrails."

Temaansvarlig DMI kommunikation
Opdateret 12. november 2020

Viden om vejr og klima

Se alle