I alt deltager 6.000 elever fra 253 skoleklasser i 7. -10. klasse i ”Klimamatch”. Eleverne konkurrerer gennem en app om at verificere flest mulige data fra gamle skibsjournaler, der rummer flere hundrede år gamle observationer fra danske søfolk.
Fortidens klima gennemtrawles
Siden konkurrencens startskud den 25. august 2025 har eleverne crowdsourcet over en mio. gamle vejrobservationer, som bidrager til DMI’s klimaforskeres forståelse af fortidens klima:
”Det er fantastisk, at børn og unge kan være med til at gøre en konkret forskel for klimaforskningen. Samtidigt lærer de om både vejr, klima og historiske kilder,” siger Martin Stendel, klimaforsker i Nationalt Center for Klimaforskning på DMI, der længe har drømt om at få realiseret de kæmpe stabler af håndskrevne observationer, der ligger bevaret i Rigsarkivet.
”De originale skibsjournaler og logbøger er blevet læst med hjælp af machine learning (automatiseret aflæsning), men det er afgørende at sikre, at data er blevet læst korrekt. Ellers bliver de i værste fald ubrugelige for klimaforskningen,” tilføjer Martin Stendel.
Elever overgår alle forventninger
Konkurrencen slutter den 12. oktober, og med over en million verificerede data har elevernes bidrag allerede overgået alle forventninger, fortæller Adam Jon Kronegh, som er arkivar og projektleder i Rigsarkivet:
”Klimamatch er et forsøg på at inddrage unge i historie og klimaforskning på en sjov og lærerig måde, og ud fra tallene ser det ud til at være særdeles vellykket.”
Vinderklassen afsløres af klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagard den 3. november på M/S Museet for Søfart i Helsingør. Ud over hovedpræmien på 25.000 kroner uddeles der præmier til de klasser, der har samlet flest point i hver region.
Indtastet data er brikker i puslespil for forskere
De gamle vejrobservationer fra skibsjournaler er vigtige brikker i det puslespil, som klimaforskerne lægger, når de skal kortlægge, hvordan klimaet har været tidligere, og hvordan det udvikler sig i fremtiden. Der mangler mange brikker – især over vejret til søs og flere hundrede år tilbage.
Indsatsen giver klimaforskerne et langt mere detaljeret billede af vejrets udsving og dermed klimaets udvikling gennem tiden, og målinger af fortidens isvintre og stormlavtryk udgør på den måde unikke data til brug for fremtidens klimaforskning. Så enhver gammel vejrobservation fra Rigsarkivets skibsjournaler udgør vigtige og brugbare data.
Klimamatch er en del af projektet ROPEWALK, der er støttet af A.P. Møller Fonden med 14,25 millioner kroner.