2025: Endnu et varmt år

2025 skriver sig ind i top 10 over varmeste år. I år ender middeltemperaturen i Danmark som den fjerde varmeste siden 1874. Det er ikke en overraskelse, men nærmere et lærebogseksempel på, hvordan de menneskeskabte klimaforandringer gradvist bliver tydelige -også i Danmark.

Det er helt sikkert, at 2025 ender som det fjerde varmeste år, siden DMI’s målinger begyndte i 1874. DMI’s klimatologers bedste bud er, at landets middeltemperatur ender på 9,6 eller 9,7 °C, når året rinder ud.

Der er rift om pladserne i top 10 over varmeste år. 2024 endte som det tredje varmeste og 2022, som før lå på en delt fjerdeplads med 2007 og 2018 bliver nu henvist til en femteplads.

Mikael Scharling er klimatolog ved DMI og sidder dagligt og tjekker DMI’s målinger efter og bogfører dem. Klimatologen ser en tydelig fællesnævner: de høje temperaturer er alle af nyere dato.

- Hvis vi kigger på top 10 over varmeste år i Danmark, så er det tankevækkende, at den udelukkende består af årstal fra de seneste 20 år. Og dykker vi ned i, hvordan varmen fordeler sig i løbet af året, er det ofte et ”varmt” vinterhalvår, der skaber et varmt år, forklarer klimatologen og fortsætter:
2025 skiller sig ud fra de andre år i top 10. I 2025 var det næsten alle måneder – undtagen august - der lå over normalen.

Tallene understreger Mikael Scharlings pointe. Gennemsnittet over de fem måneder fra oktober til og med februar er 1,2 °C varmere end 1991-2020 klimanormalen, mens gennemsnittet over de resterende syv måneder kun er 0,6 °C varmere. 

Klimaforsker: Klimaet er under forandring
DMI’s klimaforsker Rasmus Anker Pedersen ser det samme som klimatologen og underbygger det med viden fra klimamodeller og -forskning. Menneskeskabte klimaforandringer øger gradvist sandsynligheden for, at vi oplever varmere år og temperaturrekorder i Danmark.

- Klimaforandringer sker gradvist og i kombination med naturlige udsving i vejret i Danmark. Det betyder, at hvert eneste år ikke nødvendigvis er varmere end det forrige, men når vi kigger over en årrække, kan vi se en tendens til flere og flere varmere år. Derfor er det ikke en overraskelse, at der er hyppig udskiftning i top 10 over varmeste år, siger Rasmus Anker Pedersen, enhedsleder og klimaforsker i Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI og supplerer:
- At de 10 varmeste år alle ligger inden for de seneste 20 år belyser, at en gradvis opvarmning er i gang, og at klimaet forandrer sig – også selvom vejret i Danmark har udsving fra år til år. 

Ifølge DMI’s Klimaatlas vil Danmarks gennemsnitstemperatur stige med cirka 2 °C over de kommende 50 år – vel og mærke, hvis vi følger mellemscenariet for CO2-udledninger (RCP4.5), der svarer omtrent til verdens landes nuværende klimapolitikker.

På den globale skala styrer 2025 også mod endnu et varmt år. Ifølge Copernicus, der overvåger klimaet globalt, har 2025 kurs mod at blive det næstvarmeste år i målehistorien.
Heller ikke på globalt plan er der nogen tvivl: Hvert af de sidste fire årtier har været varmere end det foregående, og de ti seneste år har været de ti varmeste nogensinde målt.

DMI Kommunikation

Viden om vejr og klima

Se alle