Der var regn "til gården og til gaden"

Onsdag og natten til torsdag blev en sjaskvåd affære over store dele af Danmark. Det er et lavtryk med tilhørende fronter, der står bag det våde vejrlig og gav os lige over en fjerdedel af den mængde nedbør, vi normalt forventer af en typisk september måned.

Onsdag og natten til torsdag var en våd affære. Her ses fordelingen af den samlede mængde nedbør, der faldt onsdag og frem til kl. 13 torsdag.

Onsdagslavtrykket og de tilhørende fronter var en våd fornøjelse mange steder i landet.

En fjerdedel af septembers nedbør 

Når nedbør i form af regn, slud eller sne falder ned over Danmark, er den ofte meget ulige fordelt hen over landet. Det var også tilfældet denne gang, hvor der var områder, der fik under 10 mm, og andre steder hvor der kom mere end 40 mm. Lokalt i Østjylland blev det til over 50 mm.

Der faldt mest nedbør på Læsø, hvor en nedbørstation onsdag og torsdag foreløbigt har registreret hele 60,3 mm. Mellem Aarhus og Horsens målte en nedbørstation 57,8 mm nedbør som det næsthøjeste. 

I gennemsnit for hele landet blev det til 20,6 mm. Normalt falder der 74,7 mm i forhold til klimanormalen (1991-2020), vi har hermed fået lige over en fjerdedel af det, vi normalt forventer i en typisk september måned.

Der blev ikke registreret skybrud nogen steder, men det var lige ved og næsten med 14,9 mm på 30 minutter registreret i Syddjurs kommune.


Hvad er klimanormaler?

Hver måned, hver sæson og hvert år gøres vejret op i Danmark. Hvor varmt har det været, hvor meget nedbør er der faldet, hvor meget har solen skinnet? Ud fra disse opgørelser beskrives det danske klima som et gennemsnit af vejret indenfor 30-årsperioder, det vi kalder for ’klimanormaler’.

Hele verdens meteorologiske institutter udarbejder 30-års klimanormaler.

Klimanormaler bruges som reference til at sammenligne ændringer i klimaet fra tidligere perioder til i dag og det forventede fremtidige klima.

For at kunne sammenligne værdier over hele verden i samme periode er det internationalt aftalt, at normalværdier for årene 1901-30, 1931-60, 1961-90 og 1991-2020 beregnes i alle lande.

Regnen stilner af, mens vinden frisker op

Torsdag bevæger lavtrykket sig langsomt mod øst og sydøst og når først Bornholm fredag morgen. Lavtrykket svækkes, men det kan forsat give regn eller byger flere steder.

Nord og vest for lavtrykket blæser det i øvrigt op fra nordøst med en noget køligere luft, og det kan rigtig mærkes fra torsdag aften.

Meteorolog Frank Nielsen og klimatolog Mikael Scharling
DMI Kommunikation
16. september 2021

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle