Forårsvejret har kickstartet sæsonen for birkepollen

A-a-a-tju! Våde øjne og løbende næser. Varmt og solrigt forårsvejr sender birkepollen på himmelflugt, og pollensæsonen er skudt i gang. Vejret har en stor indflydelse på mængden af pollen, og udsigten til endnu et par uger med relativt tørt vejr, er ikke nogen god nyhed for det nysende folk.

Birkepollen er det pollen, som generer flest, og i går blev der målt 32 birkepollen for Vestdanmark og 13 for Østdanmark. Vi er dermed trådt ind i en træls periode for tusindvis af danskere med løbende næser, hovedpine og nys galore.

Vejret har stor betydning for, hvordan pollen opfører sig, og forårsvejret ser ikke ud til at falde ud til allergikernes fordel i år.
Kigger vi bagud, har vinteren været rekordvarm og er blevet fulgt op af et lunt og yderst solrigt forår, som har sat gang i pollensæsonen noget tidligere end normalt. Kigger vi fremad er der udsigt til at den generelt tørre periode, som vi er inde i, formentlig fortsat bidrage til høje pollental, idet pollen har en længere levetid i luften, når det er tørt.

Astma-Allergi Danmark har også bemærket den tidlige start på sæsonen for birkepollen i år.

”Den lune vinter og det solrige forår har fået mange træer til at blomstre tidligt i år, og nu er det birketræernes tur til at springe ud og sende pollen afsted. Det er to uger tidligere end normalt. Pollensæsonen for birk er i øvrigt intens, men også relativt kort over 3-4 uger,” fortæller Karen Rasmussen, biolog og leder af pollentællingerne i Astma-Allergi Danmark.

Birkepollen har altså normalt en hurtig stigning i antal pollen i luften, og derefter også et brat fald sidst på foråret.
Med den vejrtype vi kan forvente i april måned, er der meget, der tyder på, at vi vil få samme eksplosive tendens i år hvad angår birkepollen.

Læs månedsprognosen.

Symptomer på pollenallergi og sygdom som fx COVID kan dog ifølge Astma-Allergi Danmark godt ligne hinanden.
Læs mere om, hvordan man skelner mellem symptomer på høfeber og Covid-19

Find dagens pollental og månedsprognosen

Af Herdis Preil Damberg
8. april 2020.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle