Workshop afholdes for at styrke dansk forskning i kommende IPCC-rapport

FN’s klimapanel, IPCC, udgiver om 2-3 år sin næste hovedrapport. Det lyder måske af lang tid, men hvis den danske forskning på klimaområdet skal have en så fremtrædende position som muligt i rapporten, er det bestemt ikke for tidligt at trække i arbejdstøjet.

I morgen, tirsdag d. 13. november, holder DTU, DMI og KU en workshop for danske forskere, som arbejder inden for klimaområdet. Målet er, at informere om, hvad fokuspunkterne for IPCC’s næste hovedrapport – den sjette af slagsen – bliver.

På den måde kan forskerne allerede nu tilrettelægge deres arbejde, etablere samarbejder på tværs af institutioner og planlægge udgivelsen af artikler, så de kommer til at handle om de relevante emner og bliver færdige i tide til, at IPCC kan nå at tage dem med i betragtning, når rapporten skal skrives.

IPCC forsker ikke selv, men samler de videnskabelige resultater, som allerede findes om klimaområdet og klimaforandringer. F.eks. vil den rapport om 1,5-grads temperaturstigning, som IPCC udgav i starten af oktober, også være et element, som hovedrapporten kommer til at basere sig på.

Hvis man gerne vil bidrage med en mursten til denne imponerende konstruktion, som alverdens ledere læner sig op ad, når de skal tage beslutninger angående klimaet, er det nu, cementen skal blandes.

Udover oplæg fra nøglepersoner i IPCC får deltagerne mulighed for at netværke og diskutere forskning ved fem forskellige samlingsborde under emnerne The climate atlas, Sustainable development framing of climate policies, Knowledge gaps on renewable energy integrations, An arctic perspective og Energy efficiency.

Deltagerne på workshoppen får i løbet af dagen overordnet svar på tre spørgsmål:

  • Hvad bliver fokuspunkterne i sjette hovedrapport?
  • Hvordan arbejder andre danske forskere pt. med felterne?
  • Hvordan kan man bidrage?

Hvis man som forsker gerne vil bidrage til den sjette hovedrapport har man på nuværende tidspunkt to muligheder.

Man kan enten skrive artikler om relevante videnskabelige emner, som rapporten kan blive baseret på. Eller man kan kontakte de officielt udvalgte forfatterhold og tilbyde at skrive nogle sider om ens særlige ekspertiseområde, og på den måde bliver en direkte bidragende forfatter.

Af Lærke Krogaard
12. november 2018

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle