Nisseskæg vokser frem i omslaget fra vådt til koldt

På en gåtur langs Gudenåen måtte Lene Børgesen bare ha' kameraet frem. Se, hvad det var, hun så

Sommerens og efterårets regn har ikke budt på mange lyspunkter, men i årets første weekend kom et ganske særligt et af slagsen; nisseskæg.

Lene Børgesen fra Ry i Østjylland blev netop mødt af synet af nisseskæg på sin gåtur langs Gudenåen og Rye Mølle Sø søndag den 7. januar.

"Jeg var ikke nået mange hundrede meter ud i det smukke, klare frostvejr, før jeg bare måtte have kameraet frem!" skriver hun.
"Det ene flotte, hvide, finurlige nisseskæg efter det andet åbenbarede sig for mig".

Frosten presser vandet ud

Nisseskæg, eller håris som det også kaldes, er isdannelser på porøse, vandmættede materialer, som f.eks. de mange gamle grene, der ofte ligger i skovbunden. På afstand kan det ligne vat eller en hvid svamp, men tæt på kan man se, at det er små, fine tråde af is, der vokser ud af materialet.

Nisseskæg forekommer ofte, når perioder med regn afløses af frostvejr. Det var præcis den situation, vi oplevede søndag den 7. januar. Den megen regn havde gennemvædet landskabet. Da frosten i weekenden endelig kom, var der derfor nærmest ideelle betingelser for at se nisseskæg.

Nisseskæg dannes, når vand presses ud af vandmættede materialer ved temperaturer lige under frysepunktet. Ny forskning har vist, at det er svampearten smuk bævrehinde, som vokser på afbarkede løvtræer - men sjældent på nåletræer, der hjælper med at give hårisen dens ganske særlige facon. Uden denne svamp dannes der ikke nisseskæg.

Gik du glip af årets første omgang nisseskæg, så får du måske muligheden igen allerede på søndag, hvor prognoserne lover frostvejr.

Af kommunikations-meteorolog Trine Pedersen.
11. januar 218. Opdateret 2. februar 2018

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle