Det bliver værre og værre - nu har vi det vådeste efterår i 33 år

Efteråret 2017 lakker mod enden. 2017 skiller sig særligt ud, når vi taler om nedbør. Det bliver det vådeste efterår i 33 år, 9. vådeste nogensinde. 

Det har været et ekstremt vådt efterår i år. Efteråret er månederne september, oktober og november. Først vurderede vi årstiden til, at blive det vådeste i 19 år. Senere justerede vi tallet, også blev det 27 år siden, at vi har oplevet det sidst. I slutningen af november regnede de mere end vi havde vurderet. Det resulterer i, at vi ender med, at dette efterår er det vådeste i 33 år, og det er det 9. vådeste nogensinde. Hvis I ikke kan huske, om I har oplevet sådan et vådt efterår før, så er det meget forståeligt.

Vådt efterår

Oktober og september var meget våde. Og selvom november er tørre end normalt, så har det været et meget vådt efterår. Fra 1. september til 29. november 2017 er der allerede målt 290 mm regn. Mikael Scharling forventer, at vi ender på de 290 mm regn, der allerede er målt. Normalen for efteråret ligger på 233 mm regn. Normalen er udregnet i perioden 2006 til 2015.

En nedbørssum på 290 mm er ikke set siden efteråret 1984, hvor der faldt 295 mm i efterårsmånederne. Det hidtil vådeste efterår er registret i 1967, hvor der faldt 327 mm. 

Ellers normalt efterår

Dette efterår har været lidt lunere end normalt. Indtil nu er gennemsnittemperaturen beregnet til 10,4°C. Mikael Scharling forventer, at det endelige tal lander på 10,0°C, det er 0,7°C over normalen, der er beregnet til 9,3°C.

Vi ser en lidt anden tendens, når vi kigger på de 17 efterår i det nye årtusind. Her ligger gennemsnitstemperaturen oppe omkring 10°C. Efteråret 2017 vil blive kategoriseret som et efterår til den lune side.

Frem til den 20. november er der registreret 258 solskinstimer. Mikael Scharling forventer, at vi når op på 262 solskinstimer, og det er et stykke fra 10 års-normalen på 304 timer. 

2005 var et super efterår, når vi taler om antal solskinstimer. Vi var så heldige at opleve 407 solskinstimer. I den anden ende af solskinstimer-skalaen finder vi efteråret 1976. Der fik vi kun 166 solskinstimer. Ser vi på de to yderpunkter, så ligger efteråret 2017 omkring midten. Det er dog 5 år siden, vi sidst har oplevet så få antal solskinstimer, som vi har set i år.

Efteråret 2017 vil blive husket for een ting. Det regnede.

Af kommunikations-meteorolog Mette Wagner, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 20. november 2017, redigeret den 30. november 2017

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle