DMI-data sætter fokus på udgifter til stigende hav

Detaljeret viden om fremtidens klima er i spil, når kystbyer skal sikre sig mod det stigende hav på bedst mulige måde.

Ingen steder i Danmark er der længere end 75 km til stranden. Det er skønt om sommeren, men i en varmere fremtid, hvor havet stiger, udgør den lange kystlinje og de mange lavtliggende områder en udfordring. Danmark er da også en af de nationer i Europa, som kan imødese flest udgifter i forbindelse med et højere havniveau.

De udgifter kan anvendes mere eller mindre fornuftigt, mener Realdania; en almennyttig, erhvervsdrivende forening, hvis mission er at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø. Derfor har foreningen bestilt en udredning om effekterne af den stigende vandstand hos de rådgivende ingeniører i Rambøll, der igen læner sig tungt op ad DMI's prognoser.

Forbered dig på det værste

"Rapporten bygger på vores fremtidsprojektioner for vandstanden omkring Danmark", fortæller DMI-oceanograf Kristine S. Madsen.
"Det er data, der følger fremtidsscenarierne fra FN’s klimapanel, og som samtidig tager hensyn til Danmarks særlige forhold".

Kristine S. Madsen står bag meget af DMI's arbejde med fremtidens havniveau.

Hun påpeger, at der er store forskelle imellem, hvor galt og hvor godt det kan gå, men at rapporten viser, at vi selv i bedste fald bliver nødt til at tage den stigende vandstand alvorligt.

"Vi har kigget både på, hvad der sker med havet omkring Danmark, hvis den globale opvarmning forbliver begrænset, og hvad der sker, hvis den fortsætter med at buldrer derudaf. Det giver et bredt spænd af mulige fremtider. Men står man med en risikoanalyse for f.eks. en ny, kystnær bydel, bliver man nødt til at kigge opad i tabellerne og forholde sig til, hvor galt det faktisk kan gå", siger Kristine S. Madsen.

Ifølge rapporten står danske kystbyer allerede om 20-30 år med problemer på grund af den stigende vandstand.

Planlægning sikrer fremtiden

Kristine S. Madsen påpeger, at der er mange muligheder for at planlægge og forberede sig på, hvad der sker med havet i fremtiden.

"Den vigtigste effekt af den stigende vandstand bliver nok i forbindelse med stormfloder. Når havet står højere til hverdag, bliver stormfloden tilsvarende højere. Så kan 10 eller 20 centimeter ekstra vand betyde meget for oversvømmelsernes omfang", siger hun.

Den stigende vandstand bliver dog langt fra den eneste forandring, vi vil se i fremtidens klima. Det kan hurtigt blive komplekst, når vindmønstrene ændrer sig, og der også kommer mere vinterregn.

"Der er f.eks. risiko for, at vi vil opleve oversvømmelse med både regn og havvand samtidig. Fra DMI's side sætter vi vores viden i spil og leverer ekspertrådgivning - både i form af offentlige rapporter og skræddersyede klimaservice til kommuner, forsyningsselskaber, private firmaer og andre. Målet er i fællesskab at stille de rigtige spørgsmål om fremtidens klima - og besvare dem", fortæller kundekoordinator Herdis Preil Damberg fra DMI's kontor for kontakt og rådgivning.

Ifølge Realdania-udredningens forord er dens formål at …kortlægge behov, udviklingspotentialer og barrierer. Desuden indeholder den en række anbefalinger til at ændre organisatoriske og finansieringsmæssige forhold, og den giver bud på tekniske løsninger, som til sammen kan danne grundlag for en mere langsigtet, strategisk planlægning og national indsats på området. Du finder link til udredningen samt til DMI's rapport Fremtidige klimaforandringer i Danmark i ’Værd at Vide’ til højre.

Kontakt

For flere oplysninger om fremtidens havniveau omkring Danmark kontakt oceanograf Kristine S. Madsen på 39 15 72 51.

For yderligere oplysninger om DMI's produkter til klimatilpasning kontakt kundekoordinator Herdis Preil Damberg på 39 15 72 89.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 28. januar 2016.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle