Vild og hvid weekend

Der var dømt præmaturt vintervejr, da DMI’s meteorologer varslede snestorm i efterårets næstsidste weekend. Men vintervejret kom med både slud, sne, frost og blæst.

Lørdag eftermiddag og aften og et pænt stykke ind i søndag væltede sneen ned over først det østlige Danmark og siden lidt mere jævnt fordelt.

"Fredag aften og natten til lørdag lå et relativt svagt lavtryk over Østersøen lidt syd for Sjælland. Der var ingen vind i de højere luftlag, der kunne flytte lavtrykket, så det lå i ro og samlede fugt op fra det varme hav. Samtidig sivede koldere luft fra Sverige ind under den fugtige luft over Danmark. Det gav så kraftig nedbør, at temperaturen faldt yderligere, og regnen gik over i sne," fortæller vagtchef Frank Nielsen.

Søndag morgen afslørede snedybdekortet, at Roskilde var hårdest ramt symboliseret ved en måling på 43 centimeter sne ved en manuel DMI-måler.

Snedybde 22. nov

Snedybde 22. nov. Så meget sne lå der i det ganske land søndag morgen.

"Når lavtryk dannes i forbindelse med konvektion bliver der meget store regionale forskelle. Det næsten stilleliggende lavtryk over Sjælland udviklede sig lørdag til en lille men meget effektiv snegenerator," siger Frank Nielsen og fortsætter:

"Næste runde udspiller sig lørdag aften og natten til søndag, hvor der kommer en ny portion kold luft fra Norge ned over Jylland. Den skubber til lavtrykket over Sjælland, der sætter i et nyt gear. Lavtrykket udvikler sig og bliver kraftigere, vinden tiltager, og det hele sætter sig i bevægelse mod vest og senere syd. Det gav så et pusterum til Sjælland og søndagssne til dele af Fyn og Jylland. Og så skal vi ikke glemme at nordvestjyderne fik dannet sine helt egne Skagerrak-snebyger."

Og selvom snevejret fortsatte søndag, så var det ikke lige så massivt, og meget nåede at smelte, inden frosten satte ind sent søndag.

Snedybden i Danmark mandag den 23. november klokken 8.

Snedybden i Danmark mandag den 23. november klokken 8.

Minimumstemperatur natten til mandag

Den laveste temperatur natten til mandag blev målt til minus 9,9°C i Roskilde, tæt fulgt af minus 9,7°C i Århus. Den højeste, laveste nattemperatur blev målt på Bornholms Hammer Odde, som målte positive 3,4°C.

Vindstød den 22. november

Også vinden spillede med musklerne i weekenden - mest i søndagsdøgnet. Søndag blev de kraftigste vindstød målt ved Kalundborg, hvor det kraftigste blev målt til styrke af stærk storm eller 30,7 m/s, da det var på sit højeste.

Middelvind

Den kraftigste middelvind blev ligeledes målt ved Kalundborg, og her kom anemometeret lige præcis op på stormstyrke med 24,9 m/s.

Vandstanden ved Bogense

Den kraftige vind fra nordøst stuvede vandet sammen syd for Århus Bugt ved blandt andet Horsens og Vejle Fjorde med det resultat, at vandet stod ret højt, som det blandt andet ses på vandstandkurven fra Bogense på Fyn fra søndag.

 

Af Bjarne Siewertsen
23. november 2015