Praktik møder teori i nyt samarbejde med Niels Bohr Institutet

Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet knytter to af DMI's fremmeste klimaforskere tættere til sig som henholdsvis adjungeret professor og lektor.

Det er forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen og klimaforsker Peter Lang Langen, begge Danmarks Klimacenter, der får æren at være med til at uddanne fremtidens klimaforskere på NBI. Det sker, fordi DMI og NBI har indgået et samarbejde, hvor forskningen og uddannelsen inden for vejr, klima og hav skal løfte hinanden.

"NBI er en stærk partner og har ekspertiser indenfor DMI’s kerneområder vejr, hav og klima. Det kan vi sagtens bruge til at blive endnu bedre," siger DMI's direktør Marianne Thyrring.

Og på den anden side af bordet er uddannelsesinstitutionen lige så begejstret.

"Vi er på Niels Bohr Institutet rigtigt glade for aftalen. Den giver de studerende mulighed for at møde forskere fra DMI og få indblik i den praktiske verden uden for universitetet," siger institutleder ved NBI, Robert Feidenhans'l.

Jens Hesselbjerg har været ansat som klimaforsker på DMI, siden han blev færdig som Ph.d.-studerende på netop NBI i 1990, og har de seneste otte år været forskningsleder i Danmarks Klimacenter på DMI. Peter Lang Langen kom også fra NBI fra en stilling som post doc til DMI i 2012, og har således et indgående kendskab til både forskningen og undervisningen på NBI.

Jens Hesselbjerg tiltrådte sin nye stilling den 1. juni, mens Peter Langen tiltræder ved den fælles ceremoni fredag den 29.august, der her deltagelse af Klima-, Energi- og Bygningsminister Rasmus Helveg Petersen samt ledelsen og medarbejdere fra både Niels Bohr Institutet og DMI.

28. august 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle