Ny IPCC-rapport: Her kræver klimaforandringer handling

Natten til mandag dansk tid blev den nyeste IPCC-rapport offentliggjort ved et pressemøde i Yokohama, Japan. DMI's Tina Christensen var til stede som dansk delegationsleder og udpeger her de vigtigste pointer om klimaeffekter, -sårbarhed og -tilpasning.

Mens de smukke japanske kirsebærtræer blomstrer langs Yokohamas havnefront, har FN’s Klimapanel (IPCC) holdt pressemøde om udgivelsen af den anden rapport i den trilogi, der udgør Femte Hovedrapport.

Den nye rapport beskæftiger sig med effekter af klimaforandringer, klimatilpasning og sårbarhed; fra vandresurser, kystbeskyttelse og fødevareforsyning over infrastruktur, sundhed og sikkerhed til de mange aspekter af klimatilpasning. Rapporten giver også en grundig dækning af regionale aspekter.

Vi har allerede set nogle af de udfordringer vi kommer til at stå overfor i fremtiden. Rapporten viser, at der kommer mere ekstrem nedbør i fremtiden, og at lavtliggende områder fremover vil komme til at opleve flere oversvømmelser fra havet og kysterosion.

Professor John Porter fra Københavns Universitet er koordinerende hovedforfatter på afsnittet om fødevareforsyning.  Han konkluderer, at de negative konsekvenser af klimaforandringerne for høstudbyttet er mere udbredte end de positive konsekvenser der også er. På verdensplan vil klimaforandringerne i kombination med øget efterspørgsel udgøre en risiko for fødevareforsyningen. Høstudbyttet for de vigtige afgrøder hvede, ris og majs vil generelt falde og tendensen øges med stigende temperaturer.

Rapporten viser, at også vandresurser vil blive knappe i store dele af verden, selvom der også er steder, hvor de øges.

Allerede nu er der planter og dyr, der trues af klimaforandringerne, og risikoen stiger med stigende temperatur. Ved tiltagende opvarmning er nogle fysiske systemer og økosystemer i fare for bratte og drastiske forandringer, såkaldte tipping points. Hvornår disse indtræffer, er meget svært at sætte tal på, men også her stiger risikoen med stigende temperatur.

En stigning i global middeltemperatur på 2 grader i forhold til i dag kan føre til samlede globale økonomiske tab mellem 0,2 og 2,0 % af indkomsten. Opgørelser af de økonomiske konsekvenser af klimaforandringer er dog vanskelige at foretage.

Rapporten bliver et vigtigt indspil til forhandlingerne om en ny global klimaaftale. Rapporten viser, at vi kan reducere risikoen fra konsekvenser af klimaforandringer ved at begrænse omfanget og hastigheden af klimaforandringerne. Herved reduceres også behovet for klimatilpasning.  Den grundige risikoanalyse med de sine steder dystre fremtidsudsigter kan forhåbentlig anspore til handling, både hvad angår klimatilpasning og modvirkning af klimaforandringer.

Læs sammendraget af rapporten for beslutningstagere (engelsk) her.

31. marts 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle