Månedsprognose: Sagde hun sne?

Man hører, hvad man vil. Termen 'vinterlig nedbør' i den nye månedsprognose er f.eks. HELT åben for fortolkning.

Meteorolog Herdis Damberg er ekspert i at udlægge de lange vejrudsigter. Det gør hun blandt andet for forskellige energiselskaber. Hun er også tit den skrivende hånd bag DMI's månedsprognose, som denne tirsdag - igen - er rimelig kedelig læsning.

"...bla bla bla kommende 3 uger 2 til 3 grader over normalen bla bla bla..."

"...bla bla bla nedbør tæt på normalen eller lidt over ... vådest mod vest..."

Altså samme sang, som vi har sunget næsten hele efteråret. Sidste vers lyder dog anderledes, end det plejer.

Sagde hun 'sne'?

"Uge 48 er selvfølgelig ret usikker, men det ser ud til, at højtrykket mod øst svækkes. Chancen - eller risikoen - for et nordligt eller nordvestligt indslag af koldere luft over et par dage stiger, og hen mod månedsskiftet kan vi opleve et lidt mere markant fald i temperaturen til mellem 0 og 5 grader i dagtimerne. Samtidig falder der måske vinterlig nedbør for første gang i lang tid", skriver Herdis Damberg minsandten.

Ok, ordene var 'vinterlig nedbør'. Det lyder nok mest som 'slud', men som bekendt kan alt jo ske, så længe snebolden er rund.

4. november 2014.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle