Havisen driller fortsat

Under et varmere klima mindskes udbredelsen og tykkelsen af havisen i det Arktiske Ocean gradvist. Dette fører til flere frit drivende isbjerge og et øget behov for iskortlægning for skibsfarten.

"Nok bliver der fremover mindre is i Arktis, men reduktionen sker mest langs Rusland og Alaska," siger Nicolai Kliem, leder af sektionen for is og remote sensing i DMI. "Den grønlandske istjeneste vil fortsat have mange opgaver med at servicere skibsfarten."

Udbredelsen og tykkelse af havisen i det Arktiske Ocean bliver gradvis mindre. Over de seneste 25 år er udbredelsen af havis faldet med næsten 40 procent (se figuren øverst til højre). Reduktionen fordeler sig ikke jævnt over hele oceanet, men sker mest langs Rusland og Alaskas kyster. Når det gælder grønlandske farvande, er der en lille reduktion at spore i havisen ud for Nordøstgrønland. Nord for Grønland ser man ingen reduktion.

"Den nydannede is driver væk fra Sibirien hen over Nordpolen og møder Nordgrønlands kyst," siger Nicolai Kliem.

I 2012 var udbredelsen af havis i Arktis specielt lille. På figuren ovenfor ses udbredelsen i september 2012 sammenholdt med den typiske udbredelse for september 1979-2000 (den orange linje viser medianværdien). Ved Grønland er isudbredelsen stort set normal, mens der kun er lidt is i den russiske og amerikanske del af det arktiske ocean.

Med tiden forventes også isudbredelsen i den grønlandske del af Arktis at aftage, men det vil ske senere end i de andre områder. Om vinteren vil der dog være havis ved Grønland i mange år endnu. Med en længere sommersæson med åbent vand vil sejlsæsonen også blive længere. 

Ministeren mener

"Klimaforandringer har store konsekvenser verden over. Det er ikke altid, vi kender det fulde omfang af konsekvenserne, og derfor er det uhyre vigtigt, at vi følger udviklingen nøje. I den forbindelse udfører DMI’s istjeneste et vigtigt stykke arbejde i forhold til at skabe ordentlige betingelser for skibsfartens passage i perioder, hvor havisen smelter og skaber mange fritflydende isbjerge.”

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen

Flere isbjerge

Isbjerge forekommer overalt i grønlandske farvande, og særlig midt på sommeren er de mange isbjerge til gene for skibsfarten. Produktionen er på sit højeste, og isbjerge, som har været indefrosset i havisen vinteren over, slipper fri. I fremtiden vil der komme flere isbjerge. Hvor mange flere afhænger af, hvor meget varmere klimaet bliver. Under et varmere klima vil den mindre fjord- og havis føre til flere frit drivende isbjerge. 

Af Palle Bo Nielsen

30. oktober 2014

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle