På en ellers fredelig vejr-fredag voksede en meget lokal byge op over København. Ved en enkelt station faldt der næsten 30 millimeter over et par timer.
Som fredagens vejrudsigt forudsagde, voksede der blot enkelte, lokale byger op.
Lokaliteten for flere af de lokale byger var dog København og omegn, så selv om det samlede areal, der fik nedbør, var lille, var der mange, som blev våde.
"Den højste nedbørmåling blev 29,4 millimeter på grænsen mellem Hellerup og Gentofte", fortæller klimatolog Mikael Scharling.
På kortet nedenfor til venstre kan du se nogenlunde, hvordan regnen faldt i København og omegn fredag. Regnen mod sydøst - på Amager - faldt i de tidlige morgentimer, mens regnen i det nordlige København faldt fredag eftermiddag.