De lyse nætter er på retur

Det er ved at være slut med sommerens lyse nætter. Den 14. august slipper den sidste lyse nat taget i Skagen, og allerede den 3. august vinkede Gedser farvel til sommerens tusmørke.

De lyse nætter optræder fra primo maj til primo august på vore breddegrader. Tommelfingerreglen hedder fra 5. maj til 8. august i København.

Som indeholdt i udtrykket 'de lyse nætter' virker natten - eller rettere nattehimlen - lys. Det skyldes, at Solen ikke synker ret langt under horisonten, efter den er gået ned. Sollyset kan dermed stadig nå at oplyse himlen natten igennem.

Det skyldes, at nordspidsen af Jordens rotationsakse på denne årstid hælder mod Solen. Definitionen på 'lyse nætter' er, at Solen er mindre end 18 grader under horisonten, fra den går ned, til den står op. Ved midsommer - umiddelbart før Skt. Hans - er Solen kun ca. 11 grader under horisonten midt på natten.

Tommelfingerreglen er blot en tommelfingerregel, og der er faktisk forholdsvis stor forskel på, hvornår de lyse nætter begynder og slutter alt efter, hvor du befinder dig i landet.

I nedenstående tabel kan du se, hvor lang tid du har haft glæde af de lyse sommernætter. Datoerne skal læses som 'Natten til [dato]'. Datoerne er ensartede langs breddegraderne. 

By Første nat  (2014) Sidste nat (2014) By Første nat (2014)     Sidste nat (2014)
Skagen 28/4 (29/4) 14/8 (15/8) Aalborg 30/4 (1/5) 12/8 (13/8)
Aarhus 3/5 (4/5) 9/8 (10/8) København 5/5 (6/5) 7/8 (8/8)
Esbjerg 6/5 (7/5) 6/8 (7/8) Odense 6/5 (7/5) 6/8 (7/8)
Padborg 8/5 (9/5) 4/8 (5/8) Gedser 9/5 (10/5) 3/8 (4/8)

Typer af tusmørke

Vi skelner melle tre former for tusmørke:

  • Borgerligt tusmørke:
    ...er det, vi almindeligvis blot betegner som tusmørke, og ordet borgerligt er her modsætningen til nautisk. Er defineret ved, at Solens centrum er mindre end 6 grader under horisonten. Udendørs aktiviteter kan i reglen foregå uden kunstlys, og både horisontlinjen og genstande på jorden kan tydeligt ses.
  • Nautisk tusmørke:
    ...er defineret ved, at Solens centrum er mindre end 12 grader under horisonten. Som regel kan man se omridset af genstande på jorden, mens horisonten er vanskelig at skelne.
  • Astronomisk tusmørke:
    ...er defineret ved, at Solens centrum er mindre end 18 grader under horisonten. Man ser et mere eller mindre kraftigt genskær af Solens lys på himlen.

De lyse nætter er altså den periode, hvor der som minimum er astronomisk tusmørke hele natten.

8. august 2014

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle