Danmark ramt af usædvanlige bølger

Vi har nu en 13 dage lang varmebølge. DMI-klimatolog kalder det 'ganske usædvanligt'. Også andre varme-indikatorer ligger højt eller har allerede sat rekord.

"Danmark bliver overskyllet af en varmebølge, der startede den 17. juli. Den 29. var den fortsat i gang. Det er 13 dage i træk, hvor kriteriet for landsdækkende varmebølge er overskredet", forklarer klimatolog John Cappelen.

Ikke mindre end 99% af landets areal har på et eller andet tidspunkt siden den 17. juli haft varmebølge. Du finder kriterierne for varme- og hedebølge nedenfor til højre.

Flere bølger

"Også en landsdækkende hedebølge er rullet ind over Danmark. Den varede fra 22. til 26. juli; altså 5 dage, og dækkede 64% af landet, da den dækkede mest", fortæller klimatologen.

"Hverken en 13 dage lang varmebølge eller en 5 dage lang hedebølge er hverdagskost for Danmark. Det er derimod ganske usædvanligt", siger John Cappelen.

Tropiske Danmark

John Cappelen har også set på såkaldte tropedøgn. Det vil sige døgn, hvor temperaturen i et område ikke kommer ned på eller under 20,0°C.

"Der har været en række lokale tropedøgn fra den 22. juli. Der var også et den 9/7 og igen den 11/7. Det giver indtil videre 10 lokale tropedøgn frem til den 29. NU er det så nok til gengæld slut - for julis vedkommende i al fald", vurderer klimatologen 

"Også antallet af sommerdøgn er højt. Til og med den 30. ligger det på 15,5 for juli 2014. Dermed har vi slået den tidligere rekord på 14,9 sommerdøgn, der var delt mellem juli 2006 og juli 1994".

Et sommerdøgn er et døgn, hvor temperaturen når over 25,0°C.

Definitioner på varme- og hedebølge

 

Varmebølge
Midlet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage skal overstige 25°C.

 

Hedebølge
Midlet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage skal overstige 28°C.

 

Landsdækkende varme- og hedebølge
Over 50 % af Danmarks areal opfylder ovenstående betingelser.

 

Regional varme- og hedebølge
Over 50 % af regionens areal opfylder ovenstående betingelser.

 

Juli nærmer sig rekord

Med så meget varme i juli er det ikke underligt, at vi nærmer os varmerekorden for måneden.

"Middeltemperaturen fra den 1. til den 29. juli 2014 er 19,5°C. Hvis vi i snit holder os over 18,9°C for de 2 sidste dage af måneden, ender vi på 19,5°C. Dermed tangerer vi den næstvarmeste juli fra 1994. Rekorden er 19,8°C fra juli 2006", fortæller John Cappelen.

Årets foreløbige varmerekord blev sat den 9. juli i Aalborg. Her nåede termometret op på 30,9°C.

28. juli 2014 skrevet igennem med nye tal 30. juli.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle