Den gennemsnitlige lufttemperatur
Den mest benyttede indikator for klimaforandringer er den gennemsnitlige lufttemperatur målt ved Jordens overflade (Jordens middeltemperatur).
Det er denne størrelse, som vi har de mest nøjagtige og ældste målinger af. Om end den er relevant og let at forstå, er den i sidste ende ikke den bedste indikator for klimaets tilstand.
På grund af den store mængde energi i havet sammenlignet med atmosfæren kan meget små udvekslinger af energi imellem dem føre til betydelige ændringer i klimaet ved overfladen. I begyndelsen af 2000erne var der således en periode, hvor den gennemsnitlige lufttemperatur ikke steg så hurtigt som i 1990erne.
Der er adskillige årsager til dette. For eksempel sås en relativt lav solindstråling og en forøget afkølende effekt fra svovludledninger.
Afgørende var dog også, at mængden af varme, der ophobes i havet, er så stor, at blot små variationer i havets energioptag nemt kan føre til midlertidige accelerationer eller opbremsninger i opvarmningen ved overfladen.
Bliver varmen transporteret til dybere vandlag med oceanstrømningerne, kan vi ikke se den ved overfladen og antager fejlagtigt, at der ikke er sket opvarmning.
Omvendt er det i årene 2014-2016 gået ekstraordinært hurtigt med overfladeopvarmningen, og på lignende vis kunne man forledes til at tro, at opvarmningen var accelereret kraftigt.
Dette er dog også misvisende, og den størrelse, vi skal overvåge, når vi taler om klimaets tilstand, er altså ikke overfladetemperaturen, men klimasystemets totale energiophobning.
Dette tal afspejler direkte den ubalance i energien, som driver systemet. Vi har dog ikke lige så lang en serie af observationer af de dybere lag i havene (ca. 50 år), som vi har for temperaturen ved overfladen (ca. 150 år).
