Varsling

Der kan reddes mange liv ved en god tsunamivarsling. Men det er vanskeligt i praksis, især fordi den udløsende mekanisme som regel ikke kan varsles.

F.eks. findes der kun metoder til at vurdere risikoen for jordskælv, ikke til at forudsige præcis hvornår, det sker. Ved et jordskælv forplanter chokbølgen i selve havbunden sig ekstremt hurtigt. Det er et spørgsmål om sekunder før de seismiske rystelser er registreret flere tusinde kilometer væk.

Chokbølgen i havet forplanter sig langsommere, og det giver mulighed for at varsle tsunami. Man har tidsforskellen mellem den seismiske rystelse og ankomsttiden for tsunamien at løbe på. I løbet af denne tid skal farezonen identificeres, befolkningen advares, og folk skal bringe sig i sikkerhed.

Det stiller store krav til effektiviteten af formidlingen, som helst skal foregå så automatisk som muligt. Ansvarsfordeling og kontakskanaler skal så vidt muligt ligge klar på forhånd, så der ikke skal tages vanskelige beslutninger og opsøges information i en mulig paniksituation.

Billede af tsunami evakuerings-skilt

Skilt, der viser, hvilken vej folk skal søge hen, hvis der er tsunarmi-varsel.

Når en tsunami er på vej, bør kystzonen evakueres. Begge retninger kan bruges: Skibe i fart bør søge så langt væk fra kysten som muligt, ud på dybt vand. Fortøjede fartøjer har kun den mulighed, hvis tiden tillader det.

Kystbefolkningen må søge ind i landet, op i terrænet, eller op i tilstrækkeligt høje bygninger. Hvad man vælger, afhænger af tidsfaktoren. Ofte er der meget lidt tid til at redde andet end sig selv og familie. Ejendele må efterlades.

Når et jordskælv er registreret, kender man hurtigt både den geografiske startposition eller -område, og tidspunktet for jordskælvet. Disse data bliver registreret af seismografer over hele kloden, og man har et resultat, eller et første gæt, efter få minutter. Hvis jordskælvet er placeret under havbunden, og ikke ligger for dybt, er der risiko for tsunami.

Pacific Tsunami Warning Center (PTWC) på Hawaii er varslingscenter for hele Stillehavet. Fra dette center udsendes der varsel om en mulig tsunami i denne region, så snart jordskælvet er lokaliseret.

Når man kender startpunkt og -tid er det forholdsvis enkelt at regne ud, hvordan bølgen vil forplante sig i havet. Ved brug af geodata for kystlinje og havdybder kan man kortlægge ankomsttider ved de enkelte kyster.

Nogle kyster ligger så tæt på, at der kun er få minutter at reagere i. I den tid skal man have afgjort, om man skal varsle, hvilket område der skal varsles for, og hvor alvorligt det ser ud til at blive. Andre kyster ligger længere væk, og i nogle tilfælde kan der gå adskillige timer før tsunamien endelig ankommer. Men det betyder ikke nødvendigvis, at dens ødelæggende kraft er formindsket.

Langt fra alle undersøiske jordskælv forårsager en tsunami. Det kommer an på præcis, hvordan havbunden flytter sig.

I stedet for at varsle om tsunami, advarer man derfor om tsunami-risiko. Metoden til at konstatere, om der faktisk er en tsunami på vej, er udviklet, men det er bekosteligt og kræver stadig vedligeholdelse.

En speciel trykmåler, som er forankret på stor dybde på havbunden ud for kysten, kan opfange signalet fra tsunamien, og konstatere, at det ser anderledes ud end de sædvanlige vandstandsvariationer. Trykmåleren er forbundet med en bøje på havoverfladen, som via satellit sender alarmen til et modtagecenter. Herfra kan den praktiske varsling sættes i værk.

Illustration af tsunami varslingsbøje

DART-systemet til varsling af tsunami. Systemet består af en trykmåler på bunden af dybhavet, en bøje med modtager og sender, en satellitforbindelse samt naturligvis et eller flere modtagecentre på land, som løbende kan behandle de indkommende data (ikke vist). Grafik: NOA

Temaansvarlig Jacob Woge Nielsen
Opdateret 3. juli 2018