Ishylder og gletschere

Ishylder sidder fast på isen ved Antarktis, men de flyder på havet. Deres stabilitet spiller en central rolle i forhold til, hvordan iskappen på Vestantarktis og den Antarktiske Halvø vil reagere på de forventede temperaturstigniner frem mod år 2100.

Hvis ishylderne bryder sammen som følge af temperaturstigninger i Sydhavet, er der risiko for, at de bagvedliggende isstrømme accelerer dramatisk og øger transporten af is fra iskappens indre dele til havet.

Netop det fænomen har man observeret efter sammenbruddet af Larsen B.-ishylden ved den Antarktiske Halvø i 2002.

Satellitbilleder viser det dramatiske opbrud af Larsen B.-ishylden ved den Antarktiske Halvø

Satellitbilleder viser det dramatiske opbrud af Larsen B.-ishylden ved den Antarktiske Halvø i 2002. Ishylden havde en udstrækning på 12.500 kvadratkilometer. De gletschere, der tidligere mundede ud i ishylden, er siden accelereret voldsomt. Foto: National Snow and Ice Data Center.

Observationer gennem de seneste år har vist, at flere af ishylderne i Amundsenhavet udtyndes. Det har ført til, at gletsjerne – især Pine Island gletsjeren - er accelereret, hvilket har udtyndet iskappen omkring de bagvedliggende isstrømme. Udtyndingen er sket, selv om nedbøren er øget i området siden 1980.

Pine Island gletsjeren dræner sammen med Thwaites gletsjeren og nogle mindre gletsjere en trediedel af iskappen på Vestantarktis, og iskappen er sårbar i dette område, fordi store dele af isen hviler på havbund, som ligger en kilometer eller mere under havniveau.

Ingen iskappemodeller kan i dag give pålidelige forudsigelser for, hvordan den følsomme iskappe på Vestantarktis vil reagere, hvis temperaturen fortsætter med at stige i de kommende århundreder.

Temaansvarlig Ruth Mottram
Delvist baseret på tekst af Rolf Haugaard Nielsen
Opdateret 4. juni 2018