DMI’s hjemmeside får en ansigtsløftning

I dag lancerer vi blandt andet en ny forside og visning af det lokale vejr på dmi.dk. Ændringerne står på et bagtæppe af input fra DMI’s brugerpanel og er en del af den løbende forbedring af dmi.dk.

Mange borgere besøger dagligt DMI’s hjemmeside, og som en del af en større relancering af dmi.dk er brugerne blevet spurgt, hvad der kan forbedre adgangen til viden om vejr, klima og hav, som findes på siden. Brugerne har især efterspurgt et bedre vejroverblik.

”Vi håber, at det nye dmi.dk bliver taget godt imod. Takket være værdifulde input fra vores brugerpanel er vi blevet klogere på brugernes ønsker til dmi.dk. Og vi har lagt os i selen for at opfylde så mange ønsker som muligt. Vi har derfor lænet os op ad flertallet for at skabe det gode vejroverblik,” siger DMI’s direktør Marianne Thyrring.

Brugerpanelet består af ca. 2.000 vejrinteresserede frivillige, som har bidraget til forbedringen af dmi.dk ved at besvare brugertest og deltaget i interview. Ved hjælp af deres input er der i første omgang skabt et bedre vejroverblik på hjemmesidens forside og den lokale vejrvisning.

Ny forside

Den nye forside rummer flere informationer end den tidligere. Samtidig er der skabt et enkelt overblik over dagen. I venstre kolonne er der mulighed for at søge den by, det sted eller det farvand, som man er interesseret i. Hvis der allerede er valgt nogle favoritdestinationer, kan man få et hurtig overblik over vejrholdene de respektive steder. Hvis man ikke har valgt nogle favoritter vises i stedet vejret i større byer i rigsfællesskabet.

I den højre kolonne ses tre frimærker med radar, vejrkort og satellit. Og umiddelbart nedenfor er den skrevne landsudsigt.

Et hurtigt kig på forsiden kan derfor give et mere komplet vejroverblik, da der er flere informationer om vejret, som supplerer hinanden. Det er noget, som brugerne især har efterspurgt.

Ny lokalvejrside

Et klik fra forsiden findes den lokale vejrvisning. Ved at indtaste det sted, den by eller det farvand, som man er interesseret i, kommer man direkte over på den nye lokalvejrsside.

Den grafiske fremstilling er gjort mere simpel med symboler for eksempelvis formiddag, eftermiddag, aften og nat. Og flere detaljer kan fortsat fås ved at køre musen ind over grafen eller folde tabellen ud i en time-for-time-visning, der findes neden for grafen.

I toppen af siden er der en knap, hvor man hurtigt kan skifte mellem vejret to døgn frem i tiden, ni døgn frem tiden – eller få et tilbagekig på det historiske vejr i vejrarkivet. Og radar og vejrkort er altid ved hånden med et hurtiglink til højre over grafen. Derudover findes regionaludsigten, som adskiller sig fra de automatiserede prognoser ved at inddrage den vagthavende meteorologs faglighed og erfaring.

Lokalvejrsiden bliver ligesom forsiden også udbygget med tiden. Senere følger specialudsigter blandt andet målrettet landbruget.

Flere satellitbilleder

Flere af brugerne af dmi.dk har desuden ønsket at kunne følge og overvåge vejret endnu bedre via satellit. Som en del af relanceringen genindføres derfor flere højtopløselige satellitbilleder over Danmark og Europa.

Flere forbedringer i støbeskeen

Som et led i den løbende forbedring af dmi.dk bliver siden udbygget yderligere inden for de kommende tid. Der arbejdes på en ny varslingsside for Grønland og Danmark, et ”klimaunivers” for de klimainteresserede og en ”dataportal, hvor al vores viden om klima og data bliver samlet. Derudover arbejdes der på et feed med hyppige aktuelle vejropdateringer direkte fra meteorologernes maskinrum.

Vi håber, at I tager godt imod det opdaterede dmi.dk.

 

Følgende forbedringer er lavet på dmi.dk:

  • Reklamerne fjernes ✓
  • Ny, forbedret navigation, så brugerne lettere kan finde den information, de ønsker ✓
  • Ny forside og lokalt vejroverblik ✓
  • Flere satellitbilleder ✓

Forventede opdateringer fremover:

  • Nye sider målrettet specialbrugere af vejrinformationer
  • Ny varslingsside for Grønland
  • Klimaunivers og dataportal
  • Feed med vejropdateringer fra meteorologerne

Af Anja Fonseca, DMI Kommunikation
9. november 2021

Viden om vejr og klima

Se alle