DMI-forsker: Usædvanlig hård sæson for ozonlaget

Ozonhullerne over Arktis og Antarktis har været store i 2020, og især ozonhullet over Antarktis har været usædvanligt langvarigt. Det sker på trods af en generel bedring i ozonlaget siden 2000. Vi har kigget nærmere på, hvordan det hænger sammen.

Ozonlaget er i generel bedring, men 2020 var et af de rigtig hårde år for ozonlaget, når vi kigger tilbage i målehistorien.

Størrelsen af ozonhullet afhænger af flere ting, og derfor er der store variationer fra år til år.

Læs om det store hul, der blev dannet tidligt foråret i 2020 over Arktis.

Stort og usædvanligt vedvarende ozonhul over Antarktis

Ozonhullet over Antarktis toppede i 2020 med et enormt areal på 24.9 mio. km2 svarende til 2,5 gange størrelsen af Europa. Hullet var størst i slutningen af september, som sædvanlig. Men det var dobbelt så stort som i 2019, og hullet skriver sig ind i historien som et af de større huller i ozonlaget, der har været målt over Antarktis.

Den maksimale størrelse af ozonhullet fra år til år

Ozonhullet over Antarktis da det var størst i år.

DMI’s forsker Helge Jønch-Sørensen følger nøje med i udviklingen i ozonlaget, og fortæller:

Det var overraskende, at ozonhullet i 2020 blev så stort, som det gjorde. Derudover er det meget usædvanligt, at ozonhullet blev ved med at være relativt stort helt frem til slutningen af december. I november var ozonhullet endda større end nogensinde set før på den tid af året.

Den sorte linje på figuren herunder viser den daglige størrelse af ozonhullet i perioden august-december, og her ses det tydeligt, at hullet var stort i relativt lang tid for først sidst på året at lukke til igen.

Ozonhullet i 2020

Den sorte kurve viser ozonhullets størrelse over Antarktis i august til december i 2020. Ozonhullet var størst den 20. september, og derefter gik det usædvanligt langsomt med at få ozonhullet lukket igen. Orange kurve er gennemsnitsstørrelsen for 1986-2019, og det farvede område viser samme periodes minimum- og maksimumstørrelse.

Størrelsen af ozonhullet faldt kun en anelse efter maksimum i september, og efter den 12. november blev der sat daglige rekorder for årstiden.

I november var ozonhullet rekordstort for årstiden

Ozonlaget havde svært ved at bygge op igen, og det understreges af, at hullet var rekordstort i november sammenlignet med gennemsnittet for samme måned de sidste 40 år.

Det ses tydeligt på nedenstående figur, som viser den gennemsnitlige størrelse af ozonhullet i november måned siden 1981.

Ozonhullet for november gennem tiden

I november 2020 var hullet større end nogensinde set før. Grafen viser det gennemsnitlige areal af ozonhullet for november 1981-2020. (Data: NASA, ESA, EUMETSAT)

Ifølge Helge Jønch-Sørensen skal forklaringen på det rekord store hul findes i de meteorologiske forhold højt oppe i atmosfæren.

Ozonlaget har været i bedring siden år 2000, men på trods af bedringen har vi de seneste år set endnu større udsving i, hvor stort hullet bliver hvert år. Svaret på de store udsving skal formentlig både findes i, at vejret er forskelligt fra år til år, men også at klimaet ændrer sig. Klimaets indvirkning er vi ved at undersøge nærmere i Nationalt Center for Klimaforskning på DMI, ligesom vi også kigger nærmere på, hvilken betydning det vil have for genopbygningen af ozonlaget i fremtidens klima.

Den maksimale størrelse af ozonhullet fra år til år

Grafen viser det maksimale areal af ozonhullet i perioden 1979-2020. Særligt seneste år, har der været meget store forskelle i størrelsen af ozonhullet fra år til år. (Data: NASA, ESA, EUMETSAT)

Ozonhullet varierer i størrelse fra årstid til årstid

Ozonlaget ligger meget højt oppe i atmosfæren i det lag, der hedder stratosfæren. Her nedbrydes ozon af de stoffer, som mennesket har udledt gennem flere årtier. Nedbrydningen er mest effektiv først på foråret, hvor det er koldt, og hvor solen begynder at få mere magt.

Ozonhullet over Antarktis har været dannet hvert år siden starten af 1980'erne, og det har som oftest et maksimum i udbredelse i september eller tidligt oktober, hvorefter det gradvist svinder i løbet af november.

Hvor stort og "dybt" hullet bliver, afhænger af, hvor stort det kolde område er, både

vertikalt og horisontalt, og hvor længe kulden holder den varmere luft på afstand. I 2020 var polarhvirvlen over Antarktis ekstrem stabil helt indtil midten af december, hvor den ikke længere kunne modstå presset fra den varmere luft.

Montrealprotokollen skulle beskytte ozonlaget

For at hæmme ozonhullet over Antarktis, tog verdenssamfundet affære og med vedtagelse Montrealprotokollen i 1987 forpligtigede man sig til at udfase brugen af de ozonnedbrydende stoffer. Man vidste godt, at det ville være en langvarig proces, og forventningen er, at vi skal helt frem til omkring år 2050 før vi kan forvente, at ozonlaget var helet til fordums styrke.

Læs mere om Montrealprotokollen.

Læs mere om ozonlaget i DMI's tema om ozon

Af Helge Jønh-Sørensen og Herdis Preil Damberg
12. januar 2021