Mandag er startskuddet til længere dage

Efter en ualmindelig mørk december er der formentlig mange, der higer efter solen. I det lys er det godt nyt at det på mandag er vintersolhverv, og dermed tiltager dagenes længde ganske langsomt fra næste uge.

På den anden side af weekenden står årets korteste dag mandag den 21. december for døren. Her vender den nordlige halvkugle væk fra solen, hvilket giver os de korte dage. Nærmere præcist er det kl. 11.03, at kurven vender for den nordlige halvkugle, og dagene igen ganske langsomt tiltager i længde.

På årets korteste dag er dagens længde mange steder under 7 timer, men det varierer alligevel en del.
I Aalborg er den fx 6 timer og 42 minutter lang. Her står solen op kl. 8:58 og går ned kl. 15:40. I Rødby er dagen derimod 7 timer og 14 minutter lang, mens København lægger sig pænt i midten med solopgang kl. 8:37 og solnedgang kl. 15:39, og en dagslængde på 7 timer og 1 minut.

Den korteste dag medfører naturligvis også årets længste nat, som falder mellem d. 21. og 22. december.

Jordaksen har ansvaret

Jorden roterer omkring sin egen akse, og denne akse har en hældning på ca. 23,4 grader i forhold til jordens bane om solen. Og det er netop aksens hældning der gør, at vi har vintersolhverv, sommersolhverv og årstider i det hele taget.

Hældningen gør nemlig, at den nordlige halvkugle læner sig væk fra solen i vinterhalvåret og ind mod solen i sommerhalvåret.

Dagene omkring vintersolhverv er dér, hvor den nordlige halvkugle er vendt længst væk fra Solen, og det giver os korte dage og lav solhøjde i Danmark.

Som et lille kuriosum passerede vi allerede dagen med den tidligste solnedgang i Danmark den 14. december, mens vi stadig har den seneste solopgang til gode. Den får vi først den 28. december.

Selve ordet ’solhverv’ stammer fra det oldnordiske ’sólhvarf’, som betyder ’solvending’.

År Jævndøgn tidspunkt Solhverv tidspunkt Jævndøgn tidspunkt Solhverv tidspunkt
2020             21. dec 11.03
2021 20. mar 10.37 21. jun 05.32 22. sep 21.21 21. dec 16.59
2022 20. mar 16.33 21. jun 11.14 23. sep 03.04 21. dec 22.48
2023 20. mar 22.24 21. jun 16.57 23. sep 08.50 22. dec 04.27
2024 20. mar 04.06 20. jun 22.51 22. sep 14.44 21. dec 10.20
2025 20. mar 10.02 21. jun 04.42 22. sep 20.20 21. dec 16.03
2026 20. mar 15.46 21. jun 10.25 23. sep 02.05 21. dec 21.50
2027 20. mar 21.25 21. jun 16.11 23. sep 08.02 22. dec 03.42
2028 20. mar 03.17 20. jun 22.02 22. sep 13.45 21. dec 09.20
2029 20. mar 09.02 21. jun 03.48 22. sep 19.38 21. dec 15.14
2030 20. mar 14.52 21. jun 09.31 23. sep 01.27 21. dec 21.10
2031 20. mar 20.41 21. jun 15.17 23. sep 07.15 22. dec 02.56
2032 20. mar 02.22 20. jun 21.09 22. sep 13.11 21. dec 08.56
2033 20. mar 08.23 21. jun 03.01 22. sep 18.52 21. dec 14.46
2034 20. mar 14.18 21. jun 08.44 23. sep 00.40 21. dec 20.34
2035 20. mar 20.03 21. jun 14.33 23. sep 06.39 22. dec 02.31
2036 20. mar 02.03 20. jun 20.32 22. sep 12.24 21. dec 08.13
2037 20. mar 07.50 21. jun 02.22 22. sep 18.13 21. dec 14.08
2038 20. mar 13.40 21. jun 08.09 23. sep 00.02 21. dec 20.02
2039 20. mar 19.32 21. jun 13.57 23. sep 05.50 22. dec 01.40
2040 20. mar 01.11 20. jun 19.47 22. sep 11.45 21. dec 07.33
2041 20. mar 07.07 21. jun 01.36 22. sep 17.27 21. dec 13.18
2042 20. mar 12.53 21. jun 07.16 22. sep 23.12 21. dec 19.04
2043 20. mar 18.28 21. jun 12.58 23. sep 05.07 22. dec 01.01
2044 20. mar 00.20 20. jun 18.51 22. sep 10.48 21. dec 06.44
2045 20. mar 06.07 21. jun 00.34 22. sep 16.33 21. dec 12.35
2046 20. mar 11.58 21. jun 06.15 22. sep 22.22 21. dec 18.28
2047 20. mar 17.53 21. jun 12.03 23. sep 04.08 22. dec 00.07
2048 19. mar 23.34 20. jun 17.54 22. sep 10.01 21. dec 06.02
2049 20. mar 05.29 20. jun 23.47 22. sep 15.43 21. dec 11.52

Af Herdis Preil Damberg
18. december 2020

Viden om vejr og klima

Se alle