Solrig september

September måned er passeret, og et kig i bakspejlet fortæller om en tør måned, der både bød på mere sol end normalt, tidlig nattefrost og lune sensommerdage. Læs flere detaljer her.

En stor del af september var vejret styret af at højtryk, som medførte flot og solrigt vejr uden ret meget vind. Det stabile vejr gav dog også anledning til tæt tåge i morgentrafikken og lave skyer, som først skulle brændes af, før solens stråler kunne varme på kinder og jord.

Gennemsnitlig middeltemperatur, men store udsving

En længere periode med højtryk og stabilt vejr gav gode forhold for en tidlig omgang let nattefrost den 18. september i Midt- og Sønderjylland. Til gengæld røg temperaturen også pænt op over 20 grader i dagtimerne, og gennemsnitstemperaturen for september ender lidt over klimanormalen for de seneste 30 år.

Nedbør

Højtrykket var ikke kun kimen til nattefrost. Det holdt nemlig også fronter og byger på afstand en stor del af september måned, og trods et kraftigt regnvejr sidst på måneden – som i øvrigt også kun dækkede den ene halvdel af landet - ender september som en relativt tør måned.

 

Solrig måned

Det stabile vejr har selvfølgelig også haft indflydelse på antallet af solskinstimer. Særligt mod sydøst har solen slået godt igennem, mens de nordvestlige egne mange dage har kæmpet med dis og lave skyer et godt stykke op ad dagen, hvilket også ses på mængden af solskin.

 

Læs hele opgørelsen her

Af Herdis Preil Damberg
1. oktober 2020

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle