Ozonlaget under luppen: Det går bedre, men…

Ozonlaget er i langsom bedring, vi kan dog først forvente et fuldt genoprettet ozonlag i 2060. Især Antarktis er et særligt udsat område, hvilket markeres af et årligt tilbagevendende ozonhul. I år blev der for første gang ligeledes fundet et ozonhul over Arktis. Men hvorfor får vi huller i ozonlaget, når mængden af ozonnedbrydende stoffer er faldet? Det kan hænge sammen med klimaforandringer.

I dag er det ’Ozonlagets Dag’, og vi tager derfor ozonlaget under luppen. Ozonlaget har nemlig en enorm betydning for livet på jorden, da det beskytter mod solens UV-stråling, og derfor skal vi passe på det.

Siden slutningen af 1980’erne er der via internationale politiske aftaler arbejdet på at genoprette vores ozonlag. FN har udnævnt den 16. september som “International Dag for bevarelse af ozonlaget”, og det store og vedholdende fokus hjælper.

Ifølge den seneste vurdering af ozonlaget fremgår det, at ozonlaget generelt er genopbygget med 1-3 % pr. 10 år siden 2000.
Hvis den tendens fortsætter, vil ozonlaget over den nordlige halvkugle være helt genoprettet i 2030’erne. Den sydlige halvkugle må vente yderligere ca. 20 år, mens ozonlaget over de syd-polare egne først er helet omkring år 2060.

OZONLAGET BESKYTTER OS

Ozonlaget beskytter mod den kortbølgede del af den ultraviolette stråling (UV) fra solen, og med et svækket - eller manglende ozonlag, vil en så stor mængde kortbølget UV-stråling nå ned til jordoverfladen, at alt levende på jorden vil være truet.

Den tydeligste nedbrydning af ozon ses over Antarktis

Langt syd på, over Antarktis, ses den tydeligste konsekvens af den menneskeskabte ozonnedbrydning. Siden 1980 er et årligt tilbagevendende ozonhul over Antarktis blevet den tydeligste markør af ozonlagets tilstand. Den kraftige stigning i størrelsen af ozonullet gennem 1980’erne og 1990’erne var fortsat, hvis det ikke havde været for overholdelsen af Montreal-protokollen, som begrænser udledningen af menneskeskabte ozonnedbrydende stoffer. Den svagt faldende tendens efter ca. 2000 peger mod en forventet genopretning af ozonlaget. De store variationer fra år til år afspejler ikke variation i indholdet af ozonnedbrydende stoffer, men derimod forskellige meteorologiske forhold i stratosfæren.

Variationen i ozonlaget gennem tiden

Ozonlaget varierer naturligt fra år til år. Den alvorligste udtynding af ozonlaget foregår over Antarktis, hvor der hvert år opstår det såkaldte 'ozonhul'. Størrelsen af ozonhullet voksede kraftigt gennem 1980’erne og 1990’erne, herefter ses en stagnering og en antydning af en mindskning af arealet, dog med store variationer fra år til år, hvilket skyldes variationer i de meteorologiske forhold i stratosfæren. Det røde punkt er det foreløbige tal for i år.

Et lille ozonhul over Arktis for første gang.

I det arktiske område er forholdene også gunstige for ozonnedbrydning. Der observeres hvert år i slutningen af vinteren og starten af foråret en ozonnedbrydning, men den er ikke så ekstrem som over Antarktis pga. forskellen i geografi.

I år har været lidt af en undtagelse, i marts var ozonlaget så tyndt over området, at det for første gang i historien kunne klassificeres som et ozonhul.  I forhold til det antarktiske ozonhul er årets arktiske version dog meget lille med et maksimalt areal på ’kun’ ca. 1 mio. km2. Hullet befandt sig det meste af tiden over området ved Nordpolen, men bevægede sig også hen over det nordlige Grønland. Den deraf følgende forhøjede UV-stråling udgjorde dog ikke umiddelbart nogen fare for hverken mennesker, dyr eller planter, da det stadig var tidligt på foråret og solhøjden ganske lav. 

Ozonhullet forsvandt i starten af april, og den ozontynde luft blev blandet op med ozonrig luft, men effekten af årets store ozonnedbrydning kunne i tiden efter spores over store dele af den nordlige halvkugle. I København var ozonlagets tykkelse således noget under normalen i april måned.

Usædvanlige forhold i stratosfæren skaber ozonhul over Arktis

Men hvorfor får vi et ozonhul over Arktis nu, hvor koncentrationen af de ozonnedbrydende gasser er faldende, og ozonlaget er på vej mod en heling? Årsagen skal findes i usædvanlige forhold i stratosfæren, hvor temperaturerne i ca. 15-25 km højde har holdt sig meget lave og stabile i længere tid end normalt, hvilket fremmer den kemiske ozonnedbrydning.

Læs mere her.

Der har netop i de senere år været en antydning af en ændring i stratosfæren, en ændring mod at de kolde vintre bliver endnu koldere. Dette kan være en naturlig konsekvens af klimaforandringer, der ses i den nedre del af atmosfæren. Hvis det er tilfældet, har vi to modsat rettede effekter, der påvirker den forventede genetablering af ozonlaget, nemlig:

  • En faldende mængde af ozonnedbrydende stoffer, der fremmer genopretningen
  • Klimaforandringer, der modvirker genopretningen.

Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF) på DMI undersøger i øjeblikket, ved nøjagtige satellitmålinger af temperaturer i stratosfæren, hvordan de ozonnedbrydende områder udvikler sig. Resultatet af den nye forskning forventes klar om ca. ½ år.

Læs mere om NCKF her. 

Variationen i ozonlaget over København

Udviklingen af den årlige middeltykkelse af ozonlaget over København siden 1979. Der kan anes en langsom stigning siden 2000, men der er stadig et stykke vej til niveauet fra før 1980.

Ozonlaget er i langsom bedring over Danmark

På vores breddegrader, hvor DMI kontinuerligt måler ozonlagets tykkelse over København, er udviklingen ikke er så dramatisk som over de polare områder.  Det voldsomme fald igennem 1980’erne er blevet bremset, og en langsom stigning kan anes.

Montreal-protokollen er en succeshistorie

Tilbage i 1970´erne og 1980´erne blev det klart, at den hidtidige udledning af ozonnedbrydende stoffer var begyndt at skade ozonlaget voldsomt, og nedbrydningen ville fortsætte og få store konsekvenser for livet på jorden, hvis ikke der blev grebet ind hurtigt. Arbejdet startede med vedtagelsen af Wien Konventionen for 35 år siden, og  den 16. september 1987 gik en stor del af verdens nationer sammen og lavede en aftale kaldet Montreal-protokollen.
Montreal-protokollen gik ud på at begrænse produktion og udledning af ozonnedbrydende gasarter, og vedtagelsen har netop bremset den negative udvikling, og efterhånden kan en bedring spores. Montreal-protokollen må dermed siges at have været en succes.

Datoen, hvor Montral-protokollen blev vedtaget, er derfor noget helt særligt for ozonlagets udbredelse, og kaldes derfor ’Ozonlagets dag’.

Vi bruger derfor denne dag på at se på, hvad status lige nu er på det langvarige arbejde med at genoprette ozonlaget.

Det vurderes, at Montreal-protokollen, og adskillige senere tilføjelser og justeringer, har reduceret udledningen af ozonnedbrydende stoffer med 99 %.

Sidst i 1990’erne kunne man se, at indgrebet begyndte at virke, og i 2014 kunne man konstatere de første sikre tegn på, at en genopbygning var i gang.

Hvis vi ikke havde gjort noget...

Vigtigheden af indsatsen mod de ozonnedbrydende stoffer understreges af en undersøgelse, der vurderer, at uden denne begrænsning ville der frem mod 2030 konstateres 2 mio. flere tilfælde af hudkræft om året på verdensplan. En ’sidegevinst’ ved hele indsatsen er, at de ozonnedbrydende gasser også er meget kraftige drivhusgasser. Uden indsatsen, der startede med vedtagelsen af Montreal-protokollen, ville disse have bidraget til den globale opvarmning med noget, der svarer til effekten af 130 mia. tons CO2.

Det går bedre – men vi skal stadig passe på

Men der er også malurt i bægeret.
De ozonnedbrydende gasser blev afløst af HFC-gasser. HFC-gasser har vist sig at være kraftige drivhusgasser, og derfor har den seneste tilføjelse, kaldet Kingali Amendment, der trådte i kraft i 2019, indført reguleringer af HFC-gasser. Målet er at reducere udledningen med 80 % over de næste 30 år.

Der er altså god grund til, at vi alle fejrer ’Ozonlagets Dag’. Ud over regulering af HFC-gasser er der også andre faktorer, som kan spille ind, i forhold til om den forventede heling af ozonlaget nu også vil ske:

  • Der skal holdes øje med nye industrielle gasser og deres mulige effekt på ozonlaget.
  • Det skal kontrolleres, om de gasser, der allerede er omfattet af Montreal-protokollen også reguleres som aftalt. De seneste år er der konstateret et øget udslip af CFC-11 gassen, som burde være udfaset.
  • Det skal undersøges, om klimaforandringer påvirker ozonnedbrydningen.

DMI deltager, sammen med Miljøstyrelsen, i det internationale samarbejde med at overvåge ozonlagets tilstand blandt andet ved målinger i Grønland og Danmark.

Læs mere om ozonlaget i vores tema her.

 

Af Helge Jønch-Sørensen og Anja Fonseca
16. september 2020.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram