Klima: Nu smelter Arktis

Varmen er kommet tidligt til området omkring Nordpolen i år. Faktisk har Nordpolen nået smeltepunktet lige så tidligt som i 2012, der er rekordåret for mindste isudbredelse i slutningen af sommeren. Det er bekymrende – da en mindre isudbredelse resulterer i en forstærket global opvarmning.

Der bor ikke mange mennesker i Arktis, men vejr og klima i området er alligevel særdeles vigtigt, da det påvirker klimaet over hele jorden – også i Danmark. Derfor overvåger DMI blandt andet havisen i Arktis. 

Tidlig start på smeltesæsonen har konsekvenser
Rasmus Tonboe, som er klimaforsker på DMI, har kigget de seneste 40 års satellitmålinger af havisen i Polhavet igennem. Her er der en sammenhæng mellem startdatoen for smeltesæsonen i juni og arealet af årets mindste isudbredelse i september. Andre forskere har fundet en lignende sammenhæng mellem arealet af smeltevandssøer på isen og udbredelsen af is i september. Og det er der en god forklaring på.

”Frossen sne reflekterer mere sollys og dermed mere energi end sne, der smelter. Og frossen sne reflekterer i særdeleshed mere energi end smeltevandssøer. Når afsmeltningen først er startet, så accelererer den altså så at sige sig selv," forklarer Rasmus Tonboe.

Find de daglige middeltemperaturer for Arktis fra 1958 og frem til i dag her.

Læs mere om, hvordan havis og temperaturer hænger sammen her. 

"Når smeltesæsonen starter senere end året før, så bliver udbredelsen i september større end året før - og omvendt. Det gælder i 4 ud af 5 tilfælde siden 1972. Statistisk set er der derfor risiko for, at Arktis igen oplever en ny minimumsrekord i havisudbredelsen til september,” forklarer Rasmus Tonboe og understreger:

”Kort sagt: Jo tidligere smeltesæsonen begynder, desto mindre is er der tilbage i september.”

Arktis badet i sol
Det er blandt andet kraftig solindstråling i juni, som forårsager den markante sammenhæng mellem startdato for smeltesæsonen og isudbredelsen i slutningen af sommeren. Faktisk er Nordpolen det sted på jorden, der modtager mest sol i watt pr. kvadratmeter omkring sankthans, hvis der ellers er skyfrit. 

"Lige omkring sankthans er indstrålingen i Nordpolsområdet maksimal. Senere på sommeren aftager indstrålingen kraftigt, både på grund af tæt skydække og på grund af lavere solhøjde. I september er indstrålingen kun 20 % af juni-indstrålingen, og den 20. september går solen ned på Nordpolen og bliver væk det næste halve år,” afslutter Rasmus Tonboe.

Du kan følge arealet af havisen, samt mange andre vigtige vejr- og klimaforhold i Arktis, på den danske Polar Portal. Polarportal.dk er et samarbejde mellem DTU, GEUS og DMI.
 

Af Rasmus Tonboe og Anja Fonseca
7. juni 2019

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle