I begyndelsen af 1970’erne blev man opmærksomme på, at ozonlaget bliver påvirket af industrielle aktiviteter. Opmærksomheden blev dog først rigtig stor, da det første ozonhul i 1985 blev opdaget over Antarktis.
Forskellige menneskeskabte klor- og bromforbindelser havde om foråret nedbrudt ozonen i stratosfæren. Efterfølgende er det samme fænomen blevet observeret hvert forår i stratosfæren over Antarktis.
Som konsekvens heraf blev der i 1987 indgået en international aftale - Montreal Protokollen - om at forbyde brug og udledning af ozonnedbrydende CFC- og Halon-gasser. Efter Montreal-protokollen og dens senere tilføjelser, ses der nu en stagnation eller fald i de ozonnedbrydende stoffer i stratosfæren.
De ozonnedbrydende stoffer er typisk fire år om at trænge op i stratosfæren, hvor ozonnedbrydningen finder sted. Nogle af gasserne lever imidlertid over 100 år i atmosfæren. Derfor ses kun en langsom svækkelse af ozonnedbrydningen, og ozonhuller opstår stadig i dag.
Ozonnedbrydningen er størst i de polare egne og mindst ved ækvator.
På figuren til højre ses udviklingen af de ozonnedbrydende gasser og deres erstatninger fra 1950 samt en prognose for udviklingen i fremtiden.
Gasserne bliver brugt i blandt andet køleskabe og frysere, og de er alle kraftige drivhusgasser. Tilsammen opnår de ikke et nært så stort bidrag til drivhuseffekten som CO2, men de bliver en betydelig faktor i den menneskeskabte opvarmning.
Der er sket en tydelig tilbagegang af de ozonnedbrydende stoffer siden 1987. Forudsat at Montreal-protokollen overholdes, falder udledningen af ozonnedbrydende gasser betragteligt de næste år.
Grundet CFC-gassernes lange levetid i atmosfæren, er nedbrydningen af ozon først i 2040-2050 tilbage på 1980-niveau.
Klor- og bromforbindelser er for det meste inaktive. Det vil sige, at gasserne ikke umiddelbart reagerer med andre stoffer.
Men på overfladen af såkaldte polarstratosfæriske skyer omdannes klor- og bromforbindelserne effektivt til reaktionsvilligt (reaktivt) klor og brom.
Polarstratosfæriske skyer dannes, når temperaturen er under -78 °C i stratosfæren. Disse betingelser findes kun om vinteren i polarområderne, hvor der ikke er sollys tilstede.
Om foråret, når sollyset vender tilbage, begynder klor og brom at reagere med ozon. Et enkelt kloratom kan nedbryde hundredtusinder af ozonmolekyler.
Derfor opstår ozonhullerne i det tidlige forår - det vil sige i september og oktober for Antarktis samt marts og april for Arktis. Senere på foråret bliver stratosfæren tilpas opvarmet af sollyset, og ozonnedbrydningen ophører.
Udover lave temperaturer i stratosfæren om vinteren, er det også nødvendigt med en stabil polar hvirvelstrøm for at ozonhuller opstår.
Denne hvirvelstrøm (vortex) kommer hver vinter og blæser kraftige vinde rundt om polerne i højder mellem cirka 15 og 30 kilometer over Jordens overflade.
Inden for hvirvelstrømmen er luften isoleret fra mere ozonrig luft, som befinder sig udenfor på lavere breddegrader. Hvis hvirvelstrømmen er stabil i lang tid, bidrager det væsentligt til ozonnedbrydningen.
Den kraftige ozonnedbrydning er observeret over begge poler, dog markant mere over Antarktis, hvor det dannes hvert år.
Årsagen er, at temperaturerne i stratosfæren over Antarktis er meget lavere om vinteren end i vintermånederne over Arktis. Det giver ozonnedbrydningen bedre betingelser.
Der er store forskelle i ozonnedbrydningen over Arktis fra år til år, fordi temperaturerne varierer meget. Hvis temperaturen ikke bliver lav nok til dannelse af polar-stratosfæriske skyer, sker der næsten ingen ozonnedbrydning.
I marts og april 2011 indtraf den hidtil kraftigste ozonnedbrydning på den nordlige halvkugle. På grafikken herunder ses, at der selv over Danmark var en tydelig nedbrydning af ozon.
Koncentrationen af drivhusgasser i atmosføren stiger løbende. Drivhusgasserne sørger for at varmen bliver holdt tæt ved Jordens overflade, og at den nederste del af atmosfæren opvarmes.
Når varmestrålerne bliver stoppet af drivhusgasserne, kan de øverse lag af atmosfæren ikke opvarmes nedefra. Dette resulterer i en afkøling af bla. stratosfæren.
Lavere temperaturer og eventuelt højere koncentration af vanddamp i stratosfæren betyder, at der i polarområderne lettere dannes polar-stratosfæriske skyer. Dermed fører det til en forøget ozonnedbrydning i polarområderne, så længe klor- og bromkoncentrationerne er forhøjede i forhold til 1980-niveauet.
I polarområderne ser vi således to modsatrettede effekter i stratosfæren; stigende koncentrationer af drivhusgasser fører til stigende ozonnedbrydning, mens aftagende koncentrationer af klor- og bromforbindelser fører til mindre ozonnedbrydning. Vi kan derfor forvente dannelse af antarktiske ozonhuller frem til midten af det 21. århundrede.
Som følge af klimaforandringerne bliver stratosfæren også koldere på mellembreddegrader. Det fører til en mindre kraftig ozonnedbrydning og dermed en hurtigere genopretning af ozonlaget. Faktisk forventer man, at vi har et tykkere ozonlag i midten af dette århundrede end vi havde i 1980.
Temaansvarlig Helge Jønch-Sørensen
Opdateret 15. juni 2018
