Haloer - lysende ringe rundt om solen

Under de rigtige vejrforhold kan man være heldig at se en lysende ring rundt om solen eller månen. Det kaldes en halo. Men hvordan opstår den?

Allerførst en lille reminder: Se aldrig direkte på solen med det blotte øje! Og så til sagen.

halo af sollys gennem iskrystaller

En halo. Foto: Jesper Grønne.

Iskrystaller

Højt oppe i atmosfæren findes simplere iskrystaller end de velkendte snefnug. De mest normale iskrystaller er de pladeformede og de blyantsformede. Grafik: Claus Rye Schierbeck.

partiel halo og iriserende skyer

Dramatisk billede af partiel solhalo med lidt iriserende skyer til højre for Solen. Foto: Jesper Grønne.

månehalo

Månehalo den 9. december 2008 fotograferet med fiskeøje-objektiv, så man ser hele himlen. Foto: Jesper Grønne.

En halo dannes, når sollyset passerer gennem iskrystaller højt oppe over jorden. Iskrystallerne - og dermed haloer - er almindeligt forekommende i forbindelse med et tyndt og næsten gennemsigtigt lag cirrusskyer.

Iskrystallerne i de højtliggende skyer er sekskantede og plade- eller blyantformede.

Iskrystallerne virker som små prismer, der bryder lysstrålerne. Når lyset passerer, afbøjes det i en vinkel tæt på 22 eller 46°, og der dannes derved en lysende cirkelbue med en radius på 22°, som er den mest almindelige. Der kan også dannes en cirkelbue på 46°, og hvis iskrystallerne er tilfældigt ordnet dannes der en ring - en halo.

Normalt ser vi haloer i forbindelse med varmfronter. Et kendetegn på en forestående varmfrontspassage er typisk de tynde cirrus-skyer. Koldfronter derimod giver som regel et tykkere skydække med en lavere skybase, som ikke leverer de flotte fænomener. Cirrusskyer og chancen for at se haloer kan dog også forekomme uden frontoptræk. Bare der er den rette mængde af fugt, så cirrusskyerne ikke er for tykke og haloen kan ses tydeligt.

Kikker man nøje efter, kan man se, at himlen er lidt mørkere inden for haloen. Dette kaldes Alexanders mørke bånd - opkaldt efter den græske filosof Alexander af Afrodisias, der beskrev fænomenet i forbindelse med regnbuer omkring år 200. Det er altså det samme 'underskud af lys' vi oplever inden for haloen, som vi ser mellem den primære og den sekundære regnbue.

Månehaloer

Også månen kan levere lys til en halo. Men normalt kræves der fuldmåne, eller næsten fuldmåne, for at lyset er kraftigt nok til at producere en kraftig halo.

Mere af det hele...

Den almindelige halo, som de fleste af os har set, er langt fra det eneste lysfænomen på himlen som skyldes afbøjning og brydning i iskrystaller. Der findes faktisk en masse, hvoraf nogle er så sjældne, at kun få har set dem og endnu færre har fotograferet dem. Nogle af dem er vist på tegningen og foto herunder.

Læs mere om en dag masser af halo, bisole, øvre tangentbue og himlens smil

halo illustration

Skematisk gengivelse af nogle halofænomener. Nogle er almindelige, andre er ganske sjældne. Tegning: Claus Rye Schierbeck.

sort-hvid halo

Den 20. marts 2009 klokken 16:12 kunne dette sjældne solhalo-show ses ved Silkeborg. Det er godt nok i 100 meters højde over havet, i det midtjyske søhøjland, men den slags lysfænomener ses normalt kun i rigtige bjergområder eller i arktiske egne. Foto: Jesper Grønne.

Det er forholdsvist normalt at se en solhalo, og den mest normale halo er en 22° halo, altså i en afstand af 22° fra solen. Det er heller ikke sjældent at se bisole på denne halo, én på hver side af solen. Frekvensen for bisole er høj.

  • For hver gang der er 100 haloer, er der i 73 af tilfældene bisole.

Øverst ses en zenitbue, en regnbueagtig bue, der vender spidserne opad, og befinder sig meget højt på himlen tæt på zenit (som er lige lodret over hovedet).

  • For hver gang der er 100 haloer, er der 13 zenitbuer. De opstår ved lysbrydning i sekskantede pladeformede iskrystaller.

Fra zenitbuen er der en stor svag bue der vender nedad, det er enten en 46° halo, eller en supralateral bue, det kan ikke afgøres med sikkerhed.

  • For hver gang der er 100 almindelige 22° haloer, er der 4 supralateral buer eller 46° haloer.

Inderst mod solen ses en usædvanlig klar og sjælden 9° halo, den opstår ved lysbrydning i pyramideformede iskrystaller.

  • Frekvensen af haloer i forbindelse med pyramideformede krystaller (for eksempel 9° buer) er kun 0,3 for hver 100 almindelige 22° haloer.

De lysere punkter øverst og nederst på den indre halo kan skyldes pladebuer fra ensrettede, pyramideformede krystaller.

Frekvensen af lyspletterne på 9° haloen er endnu lavere, de betegnes af en ekspert i lysfænoment, Les Cowley, som ekstremt sjældne, dog uden at han sætter tal på.

Temaansvarlig John Cappelen
Delvist baseret på 'Lysfænomer i Naturen' (Høst og Søn 1998) samt tekster af Jesper Grønne
Opdateret 3. september 2018