Atomberedskab

Anden radioaktiv forurening af atmosfæren kan stamme fra sprængning af atomvåben eller uheld på oparbejdningsanlæg, atomdrevne ubåde, skibe og satellitter. På lokal skala kan der forekomme uheld med radioaktive kilder, som anvendes til industrielle eller medicinske formål.

En alvorlig ulykke på et atomkraftværk kan føre til spredning af radioaktivitet over store områder, før skyen pga. spredning og deposition (afsætning på jordoverfladen) er så fortyndet, at radioaktiviteten er sammenlignelig med det naturlige niveau.

Det landsdækkende atomberedskab, eller nukleare beredskab, varetages af Beredskabsstyrelsen under Forsvarsministeriet. Det har deltagelse fra en lang række danske institutioner og myndigheder, herunder DMI.

Atomberedskabet træder i kraft i tilfælde af ulykker, hvor befolkningen kan risikere at blive udsat for radioaktiv stråling. Formålet er dels at iværksætte de bedst mulige beskyttelsesforanstaltninger for befolkningen mod stråling, dels at informere offentligheden. Herved kan sundhedskader undgås eller begrænses.

Europæisk spredningseksperiment (ETEX)

Kvaliteten af de numeriske modeller til beregning af atmosfærisk transport af skadelige stoffer har været svær at måle, da der ikke har været gode eksperimentelle data til rådighed.

Derfor besluttede den verdensmeteorologiske organisation (WMO) i samarbejde med det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) og EU-kommissionen at iværksætte et stort, atmosfærisk spredningseksperiment i Europa, 'European Tracer Experiment' (ETEX), i efteråret 1994.

I ETEX blev to store, kontrollerede udslip af en harmløs, inaktiv og miljøneutral gas (perflourocarbon) gennemført. Omkring 170 målestationer var forinden opstillet i Europa, heraf 11 i Danmark, hovedsagelig ved meteorologiske stationer.

Første forsøg fandt sted den 23. oktober 1994, hvor sporgassen under kontrollerede forhold blev frigivet fra et punkt i Bretagne over en 12 timer lang periode. De efterfølgende dage blev prøver af luften automatisk opsamlet af måleapparaturet til senere kemisk analyse. Eksperimentet blev gentaget med samme udslipslokalitet den 14. november 1994.

I alt 27 institutioner fra de fleste europæiske lande samt USA, Canada og Japan foretog 'real time'-modelberegninger af gasskyernes udbredelse. Baseret på analyser for det første eksperiment blev DERMA-modellen fremhævet som særlig god.

Fukushima

Katastrofen på det japanske atomkraftværk Fukushima Daiichi startede d. 11. marts 2011 ved at tsunamien fra jordskælvet, som fandt sted tidligere samme dag, afbrød værkets forbindelse med el-nettet. Dette førte til overophedning af tre af værkets reaktorer, som smeltede ned.

Indbyggere i en afstand af 20 km fra værket blev evakueret. Oversvømmelsen og ødelæggelserne forårsaget af jordskælvet vanskeliggjorde endvidere, at modforholdsregler kunne tages for at mindske konsekvenserne af ulykken.

Selvom Japan ligger fjernt fra Danmark, var der behov for løbende information af bedst mulig kvalitet om ulykken til den danske befolkning, herunder den danske ambassade i Tokyo, danskere i Japan, pressen samt fly- og skibstrafik i området. Derfor havde det høj prioritet, at det danske beredskab løbende foretog vurderinger af risikoområder, herunder beregninger af den atmosfæriske spredning af radioaktivitet og afsætningen på Jordens overflade.

DMI bidrog til beredskabet med atmosfærisk spredningsmodellering og leverance af detaljerede meteorologiske data til Beredskabsstyrelsens beslutningsstøttesystem ARGOS samt generel meteorologisk information og ekspertvejledning.

Som en særlig service vejledte DMI’s daværende 'Rutevejledning' skibstrafik i området med henblik på at undgå risikoen for radioaktiv forurening fra skyen af radioaktivitet fra det uheldsramte værk.

Til beredskabsformål blev både lokalskalamodellen RIMPUFF og regionalskalamodellen DERMA afviklet i sand tid under uheldet. Modellerne anvendte meteorologiske prognosedata af højest mulig rumlig og tidslig opløsning for området omkring Japan.

I de dage, uheldet stod på, blev der foretaget simuleringer af både realistiske udslipsscenarier og ’worst case’-scenarier. Da måledata fra selve værket og Japan generelt blev tilgængelige, blev det muligt mere præcist at vurdere mængden af radioaktivitet, som slap ud i atmosfæren i perioden.