På figuren ses at størrelsen har holdt sig stabil omkring 25 mio. km2 i 5 ud af de 6 år siden 2018. Det meget lille ozonhul i 2019 var en følge af et specielt meteorologisk fænomen kaldet ’Sudden Stratospheric Warming’, hvor relativt varm luft trænger højt op i atmosfæren.
Sudden Stratospheric Warming optræder hyppigt på de nordlige breddegrader om vinteren – det er til gengæld et meget sjældent fænomen over Antarktis - men skete i 2019.
Effekten i 2019 var en periode med højere temperaturer omkring ozonlaget, hvilket satte en brat og meget tidlig stopper for ozonnedbrydningen det år.
Bortset fra år 2019, så tyder de seneste års målinger på, at ozonlagets bedring er gået lidt i stå. Og det er ikke afklaret, hvad det skyldes. En sandsynlig forklaring er effekten af klimaforandringerne, som har skabt bedre forhold for ozonnedbrydningen over Antarktis, men andre effekter kan være en ikke-opdaget udledning af de forbudte CFC-gasser, eller partikler fra de mange naturbrænde, især i Australien, som har fundet vej op til stratosfæren og øger den kemiske ozonnedbrydning.
Udviklingen skal følges nøjes de kommende år.
Målinger af ozonlaget over Danmark
Selvom vi sjældent ser huller i ozonlaget over Arktis, så sker der også en nedbrydning her – og den udvikling kan måles over Danmark.
DMI startede ozonmålingerne i København i 1992 med et Brewer spektrometer, mens de første brugbare satellitmålinger af ozonlagets tykkelse rækker tilbage til 1979. Rent faktisk begyndte ozonmålingerne helt tilbage i 1952, hvor Århus Universitet fik et såkaldt Dobson-spektrometer og begyndte med daglige målinger – helt frem til 1987.