DMI udvider varsling i Grønland

Siden 2022 har DMI varslet de grønlandske myndigheder, politi og beredskaber, når der er udsigt til farligt vejr. Som noget nyt får borgerne nu også varsler på dmi.dk og på DMI’s Grønlandske Facebook-side ’Kalaallit Nunaat’.

Vejret i Grønland kan være farligt. For de ekstreme arktiske temperaturer, stærke vinde og store mængder sne og is kan gøre færden i den barske grønlandske natur til en farefuld affære.

For at bidrage til øget sikkerhed i det grønlandske samfund har DMI siden januar 2022 varslet de grønlandske myndigheder, når vejret viser tænder. Nu udvides varslingen med en mere borgerrettet varsling. Helt konkret betyder det, at varsler vil kunne ses på dmi.dk og på DMI’s grønlandske facebookside ’Kalaallit Nunaat’.

DMI’s direktør Marianne Thyrring ser varslingen som et vigtigt tiltag, der skal hjælpe det grønlandske samfund og borgere mod farligt vejr.

– Vind og vand i Grønland kan virkelig vise tænder, derfor er rettidig varsling af farligt vejr en kerneopgave for DMI. Mange grønlændere arbejder i jagt og fiskeri, hvor vejret er helt afgørende, ligesom færdsel på isen, vandet eller i luften må indordne sig under de vældige kræfter. Grønlænderne har ganske godt styr på, hvad man gør, når naturen bider. Vi kan hjælpe med at advare inden, så tab af værdier minimeres og menneskeliv kan beskyttes.

Udfordrende opgave
Grønlands placering langt mod nord og landskab med en mægtig iskappe, lange fjorde og høje fjelde gør varsling af farligt vejr ekstra drilsk for, selv erfarne meteorologer, og derfor er varsling af farligt vejr i Grønland en udfordring.

- Vejret i Grønland er ofte en lumsk affære. Den enorme iskappe og de mange fjelde udfordrer nemlig vejrmodellernes præcision, og det stiller store krav til meteorologerne. Så opgaven er ikke nem, men vores erfarne meteorologer lægger sig i selen for at yde så rettidig og præcis varsling som muligt på de udvalgte steder, hvor grønlænderne har efterspurgt varsling, siger Gunnar Wedell van der Leeden, der er afdelingschef i DMI’s Vejrtjeneste.

De grønlandske myndigheder har i samarbejde med DMI udpeget 11 områder langs den grønlandske kyst, hvor DMI skal varsle for farligt vejr.

Varslingen foregår i DMI’s kontor i Nuuk, hvor meteorologerne overvåger vejret i Grønland døgnet rundt og allerede servicerer flytrafik, søfart og beredskaber med varsler for farligt vejr.

Fakta | Hvad varsler DMI for i Grønland

VIND (op til 24 timer før hændelse)

  • Stormende kuling (>20,8 m/s) i middelvind med vindstød af orkanstyrke (>32,6 m/s)
  • Storm i middelvind (>24,5 m/s) med vindstød af orkanstyrke (>32,6 m/s)
  • Orkan i middelvind (>32,6 m/s) med vindstød
  • Piteraq (en pludselig og meget voldsom faldvind fra indlandsisen)

ISSLAG (op til 12 timer før hændelse)

Fakta | Hvordan varsler DMI i Grønland
  • Varsler sendes ud på dmi.dk/Grønland
  • Varsler sendes automatisk ud på DMI’s Facebookside for grønlændere ’Kalaallit Nunaat’
  • Varslerne sendes til beredskaber, politi, og myndigheder for de berørte områder
Fakta | Disse områder dækkes af DMI’s varsling

Der varsles for følgende omåder:

  • Qaanaaq
  • Upernavik
  • Uummannaq
  • Qeqeraesuup Tunua
  • Sisimiut
  • Maniitsoq
  • Nuuk
  • Paamiut
  • Kujalleq
  • Tasiilaq
  • Ittoqqortoormiit

Af Herdis Preil Damberg, DMI Kommunikation
5. september 2023

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle

Det varmeste år nogensinde, oversvømmelser og smeltende is: Her er den europæiske klimatjenestes nye rapport

15. april 2025. 2024 blev det varmeste år, Europa nogensinde har set, med lange hedebølger og et utal af tropiske nætter. Samtidig...

På toppen af DMI kan man se håb i horisonten for pollenallergikere

14. april 2025. Målet med et banebrydende forskningsprojekt, der både gør brug af DNA-analyser og kunstig intelligens, er at levere mere...

’Nationalt Risikobillede 2025’ i et DMI-perspektiv

11. april 2025. ‘Nationalt Risikobillede 2025’ fra Styrelsen for Samfundssikkerhed sammenfatter de største samfundsmæssige risici i den...

Laveste havisudbredelse i Arktis nogensinde

3. april 2025. En ’varm’ vinter i Arktis lakker mod enden og giver den laveste vinterudbredelse af havisen nogensinde målt. Omkring...

Vejrudsigt ændrer udseende efter brugerønsker

2. april 2025. DMI’s brugere har efterspurgt flere detaljer under ’Find dit lokale vejr’ på dmi.dk. Det ønske er nu blevet til...

Ny bølge af tidevand for 2025 og 2026

31. marts 2025. Hvert år bliver prognoserne for tidevand genberegnet og forfinet, og næste år i rækken bliver lagt til tabellerne. I år har...

Meteorologiens dag: Sammen lukker vi hullerne i den tidlige varsling

23. marts 2025. På Meteorologiens Dag 2025 sætter Verdens Meteorologiske Organisation, WMO, fokus på initiativet ’Early warning for all’....

Forårssolen kræver godt med smørelse

18. marts 2025. De kommende dage breder forårsstemningen sig med sol og gradvist stigende temperaturer. Ozonlaget, der normalt skal...

DMI’s AI-model trænet på Gefion-supercomputeren forudsiger vejret på få minutter med høj præcision

17. marts 2025. Efter blot få måneders træning på Gefion-supercomputeren nærmer DMI's nye AI-baserede vejrmodel sig hastigt ydeevnen for...