Fjerdevarmeste efterår i Danmark

Læs om efteråret 2022, der leverede tocifrede varmegrader godt inde i november, og som nu har indfundet sig på en fjerdeplads over varmeste efterår siden 1874. Året 2022 ender formentlig som det tredjevarmeste og næstmest solrige år nogensinde målt.

De seneste måneder har højtryk og lavtryk arbejdet sammen, så varm luft er strømmet op over både Danmark og i den grad også Grønland på samme tid. En stor del af tiden fik Danmark Atlanterhavets milde luft ind over landet, og et usædvanligt lunt efterår i store dele af Syd- og Centraleuropa har sat aftryk på vores breddegrader, når vinden gik i syd.

Varmt efterår i Danmark
Efteråret i Danmark har ligget yderst lunt i svinget og er endt på en fjerdeplads over varmeste efterår siden 1874, hvor målingerne startede.

September kom neutralt fra start og endte med en middeltemperatur på 13,2 grader - kun 0,3 grader under det normale for september. Oktober og november havde derimod ikke planer om at lukke kulden ind.

Middeltemperaturen for oktober blev 11,7 grader, hvilket er 2,3 grader over normalen, og november endte på 7,5 grader i middeltemperatur - 2,0 grader over normalen. Og her skal det tilføjes, at november styrede mod en ny månedsrekord, indtil et kuldefrembrud halvvejs inde i november satte en stopper for den kurs. November er derfor ’kun’ endt på en 4. plads over de varmeste november måneder målt i Danmark siden 1874.

Alt i alt blev efteråret 2022 1,3 grader varmere end klimanormalen fra 1991-2020.

Efterårets sol og nedbør tæt på normalen
Sidst på efteråret og gennem vinteren er der ofte en sammenhæng mellem højere temperaturer og mere nedbør. Det har ikke helt været tilfældet denne gang. Det skyldes, at højtryk ofte har ligget i nærheden af landet. Fronter med regn og skyer er derved ikke nået frem til landet, som normalt for årstiden.
Nedbøren samlet over hele efteråret endte meget tæt på 207,5 mm på landsplan. Det er ca. 20 mm (eller 9%) under klimanormalen, altså stort set inden for det normale.

I efterårsmånederne skal solen ofte kæmpe med tåge og dis, som opstår i de kølige nattetimer. Det var også tilfældet i år, men ikke mere end at solen nåede at skinne i 302,7 timer på landsplan - 6 timer mere end klimanormalen.

2022 som helhed byder på en 2. plads og en 3. plads
Med kun en måned tilbage af 2022 kan klimatologerne, med en hvis skelen til månedsprognosen, give et godt bud på, hvordan året ender.
Først og fremmest er der ikke nogen tvivl om, at 2022 vil ende usædvanligt varmt med en forventet middeltemperatur på 9,5 – 9,6 grader. Det vil gøre 2022 til det 3. varmeste år, DMI har registreret siden de landsdækkende målinger startede i 1874.

Men det er ikke den eneste parameter, som 2022 skiller sig ud med. Med forventede 1883 timers sol, ser det ud til, at 2022 også ender med at blive usædvanligt solrigt og bliver det 2. solrigeste år, DMI har registreret, siden de landsdækkende målinger startede i 1920.

Hvad angår nedbørmængder, har det derimod været en sparsom affære, men ikke noget der skriver sig ind på top 10. Estimatet for hele årets nedbørmængder ender omkring 662 mm på landsplan.

Efteråret om 50 år
Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF) på DMI har fingeren på pulsen, hvad angår, det vejr vi kan forvente i fremtiden. Adrian Lema, chef for NCKF, fortæller, at det er netop situationer, som den vi har set i år, vi forventer at se mere af i fremtiden i et varmere klima.

- Fremtidens temperaturer styres i høj grad af, hvor store udledninger af drivhusgasser bliver. FN’s klimapanel opererer blandt andet med et mellemhøjt scenarie, der svarer omtrent til de nuværende politiske ambitioner om at reducere drivhusgasudledningen. I det scenarie vil temperaturen fortsat stige i Danmark - også i efterårsmånederne. I midten af dette århundrede forventes en efterårstemperatur, der er ca. 1,5 grader højere end perioden 1981-2010, og i slutningen af århundredet ca. 2 grader højere.

Du kan finde flere mere data om udviklingen af temperaturer, vandstand, nedbør og meget mere baseret på forskellige udlednings-senarier i DMI’s Klimaatlas.

Du kan læse om regn og sol og finde mange flere detaljer om efteråret og de enkelte måneder her

Af Herdis Preil Damberg, DMI Kommunikation
1. december 2022.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle