Lave temperaturer er altså rimeligt sikkert to uger frem. Men hvad med nedbøren? Martin Lindberg er knap så sikker i sin sag, hvad angår snemængder, men har selvfølgelig et kvalificeret bud.
”Når lavtrykkene løber syd om landet, får vi også fronter op over landet fra syd. Det vil give mest sne til de sydlige egne, mens den nordlige del af landet får mindre. Et kraftigt højtryk over Norskehavet og Nordskandinavien holder den milde luft syd for landet, og vil i næste uge give os koldt vejr og sne i perioder. I og med vi ligger lige på grænsen af den kolde og lidt mildere luft, er det en hårfin balance, hvorvidt nedbøren falder som sne, og hvor meget vi får. Men håbet er der bestemt.”
Rådet må dermed være, at man må holde øje dagligt med vejrudsigterne, hvis man vil ud og lege i sneen.
Kraftig vind sender kuldeindekset i blåt og giver anledning til snefygning
Ifølge Martin Lindberg vil frostgraderne flere dage være flankeret af en jævn til hård vind fra nordøst eller øst, og det sender den følte temperatur godt ned i det blå felt.
”Allerede på fredag tiltager vinden, og som prognoserne ser ud nu, slipper vinden først sit tag et godt stykke inde i næste uge. Ud over det kan give anledning til snefygning flere steder, stiller det høje krav til påklædningen, idet den kraftige vinde gør det markant koldere at være udenfor.”
En temperatur på 2 graders frost og en hård vind vil ifølge kuldeindekset føles som cirka 10 graders frost. Så varm påklædning er et must.