Juni tog revanche over maj
Sommerens første kalendermåned er nu passé, og DMI’s klimatolog Mikael Scharling kommer her med den klimatologiske domfældelse over månedens vejr.
Varmt, men ikke i top-10
Junis middeltemperatur endte på 16,0 °C eller 1,5 °C over normalen (1991-2020) og må derfor betegnes som ganske varm. Denne juni er dog lidt køligere end de seneste tre år, der alle har ligget mellem 16,2 og 16,5 °C, og samlet set lander måneden et stykke uden for top-10 over de varmeste juni måneder, som DMI har registreret siden målingernes start i 1874. Til sammenligning er den varmeste juni i dansk vejrhistorie målt i 1889, hvor middeltemperaturen endte på særdeles høje 18,2 °C.
Tør juni
Med kun 29,5 mm nedbør på landsplan har vi fået under halvdelen af den nedbør, vi kan forvente i forhold til normalen (1991-2020), der lyder på 64,3 mm. Vi skal tilbage til den knastørre sommer i 2018 for at finde mindre nedbørmængder i juni, hvor der kun faldt 23,7 mm. Ligesom for temperaturen lander måneden et stykke udenfor top-10 over tørreste juni måneder. Den tørreste juni måned i dansk vejrhistorie faldt tilbage i 1992 med kun sølle 1 mm nedbør.
Solen smilede til os på det jævne
På trods af den ringe nedbør, landede antallet af solskinstimer ikke meget over normale. Det blev til 249.9 timer mod normalt (1991-2020) 227,3 timer, eller 10 % mere sol end normalt, og endnu en gang lander måneden et stykke udenfor top-10 over de solrigeste juni måneder. Den solrigeste juni måned forekom i 1940 med hele 303 timer.
Voldsomt varmepust mod øst
Sommerstemningen har dog ikke været lige udbredt i hele Danmark. Midt- og Vestjylland har generelt haft lavere temperaturer, mere regn og mindre sol end resten af landet.Et voldsomt varmepust ramte Danmark midt på måneden og gav en tidlig landsdækkende varmebølge (65 % af landet var påvirket), og noget så usædvanligt som regional hedebølge i de to DMI-regioner København og Nordsjælland, samt Bornholm.


Af Mikael Scharling og Anja Fonseca
1. juli 2021