Efterårsferien druknede

Netop som efterårsferien åbnede, fulgte efteråret trop med masser af regn og blæst. De sidste fem dage kom med varsler for kraftig regn, vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand, og især i de sydlige egne var gummistøvler at foretrække frem for gummisko. DMI’s klimatolog er dykket ned i de drivvåde tal.

Efteråret er ankommet med et kæmpe plask.

Ind til nu har oktober kastet 88 mm regn af sig på landsplan, hvilket er lidt over de 83 mm, som er klimanormalen for oktober (1991-2020).

Alene de seneste fem dage er der faldet 40 mm på landsplan – og det er især Sønderjylland og Fyn, der har stået for skud. Her er der nogle steder faldet tæt på 80 mm nedbør på kun fem dage.

DMI’s klimatolog Mikael Scharling har regnet på tallene og kigget historikken igennem.

Store lokale forskelle i regnmængderne

Typisk er der store forskelle i nedbøren fra øst mod vest, men denne gang er der også forskel fra syd mod nord. De syd- og sønderjyske kommuner har på blot fem døgn fået op til 82 mm nedbør, men også Odense Kommune er med 77 mm i gennemsnit pænt med i opløbet. I den tørre ende af skalaen ligger de nordjyske kommuner, samt længst mod øst Bornholms regionskommune, alle med under 14 mm nedbør.

”Ser vi på hele oktobers nedbør, ligger vi pt på 88 mm på landsplan, hvilket er 5 mm over normalen for oktober. Prognosen for resten af måneden ser heldigvis ikke så våd ud. Dermed er der langt op til rekorden fra 1967, hvor oktober bød på hele 177 mm, og vi ender formentlig også uden for top-10 over vådeste oktober måneder,” fortæller Mikael Scharling og afslutter: ”Det, der er bemærkelsesværdigt i denne omgang, er de store mængder nedbør, som, uheldigvis for skolebørnene og de mange der holder fri, er faldet pladask i efterårsferien.”

Af Klimatolog Mikael Scharling og DMI kommunikation.
22. oktober 2021.

Viden om vejr og klima

Se alle