DMI deltager på Klimatopmøde

FN’s klimatopmøde COP26 begynder i dag, og DMI er med ved forhandlingerne, når verdens ledere, eksperter, erhvervsfolk og græsrodsbevægelser mødes. På COP26 skal der arbejdes videre på Parisaftalens regelsæt, som skal sikre, at alle lande gør deres for at håndtere klimaforandringerne.

FN's klimatopmøde COP26 finder sted i Glasgow fra den 31. oktober til den 12. november 2021. Her skal man blandt andet arbejde på færdiggørelsen af det regelsæt, der skal sikre, at Parisaftalen overholdes. Det handler blandt andet om, hvordan der sikres en transparent rapportering af, hvad der sker hjemme i de enkelte lande. For at sikre global handling, er det helt essentielt at sikre klimafinansieringen til ulandene, og drøftelser om finansiering vil derfor også være et centralt forhandlingsemne.

Faktaboks I Hvad er Paris-aftalen?
Parisaftalen blev indgået mellem 196 lande på COP21 i Paris i december 2015 og trådte i kraft i 2016. Aftalen forpligter landene til at modvirke den globale opvarmning således at den globale temperaturstigning holdes et godt stykke under 2° C i forhold til det førindustrielle niveau, og tilstræbe en temperaturstigning på kun 1,5° C.

Aftaler bygger på klimavidenskab

Både Parisaftalen og den underliggende Klimakonvention bygger i høj grad på klimavidenskab. Et vigtigt indspil på COP26 er den seneste rapport fra FN’s Klimapanel

DMI er regeringens klimavidenskabelige rådgiver og deltager på COP26 blandt andet for at følge rapportens modtagelse på COP26. Her skal rapporten være med til at danne grundlag for en evaluering af Klimakonventionens temperaturmålsætning. 

”Jeg skal blandt andet være med til at sørge for, at budskaberne i FN’s Klimapanels seneste rapport er top of mind under forhandlingerne. Forud for COP26 har landene indsendt nationale handleplaner, og det er desværre tydeligt, at der er et gab mellem de drivhusgasreduktioner landene lover, og de reduktioner der skal til for at begrænse den globale opvarmning til 2 eller 1,5 grader,” siger ph.d. Tina Christensen, klimavidenskabelig rådgiver hos DMI, som er dansk kontaktpunkt for FN’s klimapanel (IPCC).

Under Klimakonventionen er landene forpligtet til at udføre klimaforskning og indsamle klimadata. DMI følger også dette emne under forhandlingerne. Her vil blandt andet FN’s Klimapanel og WMO (Verdens Meteorologiske Organisation) komme med opdateringer om den seneste status for verdens klima.

Læs mere om FN’s Klimapanels hovedrapport her.

Læs de detaljerede hovedbudskaber i vores tema her.

Titusindvis af deltagere

Klimatopmødet er en kæmpe begivenhed. Repræsentanter fra de fleste af verdens lande, herunder verdensledere og tusindvis af forhandlere, deltager sammen med repræsentanter fra erhvervslivet, civilsamfundet, observatørorganisationer og pressen.

Sideløbende med forhandlingerne foregår en masse events, debatter og erfaringsudveksling. I den første uge af mødet finder de mere tekniske forhandlinger sted blandt regeringsembedsmænd. I anden uge løftes forhandlingerne op på et højere politisk niveau, når statsoverhovederne ankommer.

 

Af Tina Christensen, ph.d. og klimavidenskabelig rådgiver
Anja Fonseca, DMI Kommunikation
1. november 2021

Viden om vejr og klima

Se alle