Ny rapport fra FN’s klimapanel: Havet og temperaturen stiger med hidtil uset hastighed

FN’s klimapanel har udgivet en omfattende statusrapport på klimaets tilstand i fortiden og i fremtiden. Hovedbudskabet i rapporten er, at den globale temperatur og det globale havniveau stiger med hidtil uset hastighed. Rapporten vil stå som en videnskabelig hjørnesten mange år frem.  

Tre års intenst arbejde med at gennemgå al relevant videnskabelig litteratur har resulteret i en ny omfattende rapport fra FN's klimapanel (IPCC) med fokus på klimaet i fortiden og i fremtiden. DMI har som Danmarks kontaktpunkt for panelet været tæt involveret i arbejdet med rapporten.

”Rapporten vil stå som en videnskabelig hjørnesten i de næste mange år og vil danne grundlag for beslutningstagere på både lokalt, nationalt og globalt plan,” siger ph.d. Tina Christensen, klimavidenskabelig rådgiver hos DMI, som er dansk kontaktpunkt for FN’s klimapanel (IPCC).

Find IPCC’s sjette hovedrapport del 1 her.

De vigtigste hovedbudskaber i rapporten

  • Det er utvetydigt, at menneskelig indflydelse har opvarmet klimasystemet, og at udbredte og hastige klimaforandringer har fundet sted.
  • Den globale overfladetemperatur var 1,09 °C højere i 2011-2020 end 1850-1900. Hvert af de sidste fire årtier har været tiltagende varmere end noget foregående årti siden 1850.
  • For hver halve grad den globale opvarmning stiger yderligere, vil der være statistisk signifikante stigninger i temperaturekstremer, intensitet af kraftig nedbør og alvorlig tørke.
  • Det estimeres, at den globale opvarmning overstiger 1,5 °C i de tidlige 2030-ere.
  • Mange af de forandringer, der forårsages af drivhusgasudledninger frem til i dag og i fremtiden, er irreversible i århundreder, op til årtusinder. Det gælder særligt forandringer i havene, iskapperne og det globale havniveau.

Rapportens hovedbudskaber i detaljer

Aktuel klimastatus

Global opvarmning er utvetydigt påvirket af menneskelig aktivitet
Det er utvetydigt, at menneskelig indflydelse har forårsaget opvarmning i atmosfæren, oceanerne og landjorden. Der er sket udbredte og hastige forandringer i atmosfæren, verdenshavene, kryosfæren og biosfæren.

Hvert af de sidste fire årtier har været tiltagende varmere end noget foregående årti siden 1850. Den globale overfladetemperatur var 1,09 (0,95-1,20) °C højere i 2011-2020 end 1850-1900 med større stigning over land (1,59 (1,34-1,83) °C) end over havet (0,88 (0,68-1,01) °C).

Det globale havniveau er steget med 0,20 (0,15-0,25) m mellem 1901 og 2018. Hastigheden af havniveaustigningen var 1,3 (0,6-2,1) mm/år mellem 1901 og 1971, hvilket steg til 1,9 (0,8-2,9) mm/år mellem 1971 og 2006 og steg yderligere til 3,7 (3,2-4,2) mm/år mellem 2006 og 2018. Menneskelig aktivitet var med stor sandsynlighed (90-100% sandsynlighed) hovedårsagen til den observerede stigning i havniveauet, i hvert fald siden 1971.

I perioden 1971-2018 har havets opvarmning, som får vandet til at udvide sig, udgjort 50% af den observerede havniveaustigning, afsmeltning fra gletsjere har udgjort ca. 22%, afsmeltning fra iskapperne i Grønland og Antarktis har udgjort 20%, mens vandreservoirer på land har bidraget med 8%.

Siden 1970 har land-biosfæren ændret sig på måder, der er i overensstemmelse med stor-skala opvarmning: Klimazoner er rykket mod polerne og vækstsæsonen er i gennemsnit forlænget med op til to dage pr. årti siden 1950 på den nordlige halvkugle uden for troperne.

 

Forandringerne i klimasystemet er uden fortilfælde i de sidste mange årtusinder
I 2019 var atmosfærens indhold af CO2, metan og lattergas højere end nogensinde de sidste 800.000 år, og den nuværende CO2-koncentration har ikke været oplevet i mindst 2 millioner år.

Den gennemsnitlige globale overfladetemperatur er steget hurtigere siden 1970, end nogen anden 50 årig periode de sidste i hvert fald 2000 år.

Den gennemsnitlige årlige arktiske havisudbredelse nåede i 2011-2020 sit laveste niveau i hvert fald siden 1850. Den arktiske sensommer-havisudbredelse var den laveste de sidste i hvert fald 1000 år.

Hastigheden, hvormed det globale havniveau er steget siden 1900, er højere end i noget andet århundrede de sidste 3000 år.

 

Global opvarmning påvirker allerede ekstreme vejrhændelser
Menneskeskabte klimaforandringer påvirker allerede mange ekstreme vejr- og klimahændelser i alle dele af verden. Siden Femte Hovedrapport er der kommet styrket evidens for observerede ændringer i ekstremer så som hedebølger, kraftig nedbør, tørke og tropiske cykloner. Især at disse hændelser kan tilskrives menneskelig indflydelse, har styrket evidens.

Det er i realiteten sikkert, at varmeekstremer, herunder hedebølger, er blevet hyppigere og kraftigere over de fleste landområder siden 1950-erne. Nogle varmeekstremer, observeret i det seneste årti, ville have været ekstremt usandsynlige uden menneskelig indflydelse af klimasystemet.

Siden 1950 er hyppigheden og intensiteten af kraftige nedbørshændelser steget over de fleste landområder og menneskelig indflydelse er sandsynligvis den vigtigste årsag.

En fordobling af CO2 i atmosfæren vil øge den globale temperatur med 3 °C
Klimavidenskabens bedste bud på klimasensitiviteten er 3 °C. Klimasensitiviteten beskriver, hvor meget den globale temperatur stiger som følge af en fordobling af atmosfærens indhold af CO2. Dette kan vurderes med større sikkerhed end i Femte Hovedrapport på baggrund af en styrket forståelse af klimaprocesser, det forhistoriske klima og den stigende strålingspåvirkning af klimasystemet. 

 

Vores mulige fremtidige klima

IPCC benytter fem illustrative scenarier

IPCC benytter i hele Sjette Hovedrapport et sæt af fem nye illustrative scenarier for fremtidig drivhusgasudledning. De fem scenarier benævnes SSP1-1.9, SSP1-2.6, SSP2-4.5, SSP3-7.0, SSP5-8.5.

 

 

Temperaturstigning siden industrialiseringen

Scenarie

Beskrivelse

2021-2040

2041-2060

2081-2100

SSP1-1.9

Lavt udledningsscenarie. Overholder 1,5°C mål i 2100.

1,5 °C

1,6 °C

1,4 °C

SSP1-2.6

Lav udledning.  Holder sig under 2°C.

1,5 °C

1,7 °C

1,8 °C

SSP2-4.5

Mellemhøjt udledningsscenarie

1,5 °C

2,0 °C

2,7 °C

SSP3-7.0

Højt udledningsscenarie. Indhold af CO2 i år 2100 er ca. dobbelt af i dag.

1,5 °C

2,1 °C

3,6 °C

SSP5-8.5

Meget højt udledningsscenarie.

1,6 °C

2,4 °C

4,4 °C

Tabel: Den første del af navnet SSP1, SSP2, SSP3 og SSP5 hentyder til 3 af de 5 Shared Socioeconomic Pathways hvor SSP1 er karakteriseret af bæredygtighed, SSP2 er en mellemvej, SSP3 er karakteriseret ved rivalisering mellem regioner og SSP5 er karakteriseret ved udvikling drevet af fossile energikilder. Den anden del af navnet beskriver strålingspåvirkningen i år 2100 målt i W/m2, hvilket giver en sammenligning med RCP-scenarierne i Femte Hovedrapport og IPCC Særrapporterne fra 2018 og 2019, selvom de bagved liggende scenarier og udviklingen frem til (og efter) 2100 er forskellige.

 

Fremtidige klimaforandringer afhænger af fremtidige udledninger
Den globale overfladetemperatur vil fortsætte med at stige indtil i hvert fald midten af århundredet i alle udledningsscenarierne. Den globale opvarmning vil overstige 1,5 °C og 2°C i løbet af det 21. århundrede, medmindre der sker store reduktioner i CO2- og andre drivhusgasudledninger i de kommende årtier. I alle scenarier, bortset fra SSP5-8.5, estimeres det, at den globale opvarmning overstiger 1,5 °C i de tidlige 2030-ere. Tidspunktet defineres som midtpunktet af den første 20-års periode, hvor den globale middel-overfladetemperatur overstiger 1,5 °C. Et enkelt år, hvor den globale middel-overfladetemperatur overstiger 1,5°C i forhold til 1850-1900, betyder ikke, at den globale opvarmning har nået 1,5°C.

En række ændringer i klimasystemet bliver forstærket i takt med stigningen i global opvarmning. Herunder forekomsten og intensiteten af varmeekstremer, marine hedebølger, kraftige nedbørshændelser, i nogle regioner tørke, intensiteten i kraftige tropiske cykloner og reduktion af havisen i Arktis, snedække og permafrost.

Ved enhver forøgelse af den globale opvarmning, vil ændringerne i ekstremer blive fortsat større. Der vil være en øget forekomst af hidtil usete ekstreme vejrhændelser i takt med den globale opvarmning, selv hvis den begrænses til 1.5°C. De forventede ændringer i hyppighed er større for mere ekstreme vejrhændelser.

Arktis vil sandsynligvis blive helt havis-fri i september, mindst én gang inden 2050 under alle fem udledningsscenarier, og det vil ske hyppigere ved større global opvarmning.

Kraftige nedbørhændelser vil stige i intensitet og blive hyppigere med stigende global opvarmning. På globalt niveau vil kraftige nedbørhændelser stige 7% i intensitet for hver grad, den globale opvarmning stiger.

Fortsat global opvarmning vil yderligere intensivere det hydrologiske kredsløb, herunder variabiliteten og alvorligheden af både nedbørs- og tørkehændelser, inklusiv i monsun-nedbør.

For udledningsscenarier med stigende CO2-udledninger forventes havet og landjorden at blive mindre effektive til at optage CO2 og dermed mindre effektive til at bremse akkumuleringen af CO2 i atmosfæren.

Med yderligere global opvarmning vurderes alle dele af verden til, i stigende grad, at opleve flere og sammenfaldende ændringer i forskellige klimatiske parametre. Forandringer i adskillige klimatiske parametre vil være mere udbredte ved en global opvarmning på 2°C, end ved en global opvarmning på 1,5 °C. Ved højere global opvarmning vil forandringerne være endnu mere udbredte og udtalte.

Hyppigheden af ekstreme vandstandshændelser vil stige i det 21. århundrede, så en stormflod, der i dag statistisk forekommer hvert 100. år, vil kunne forventes hvert år i slutningen af dette århundrede ved over halvdelen af de steder, hvor der observeres vandstand. Havstigninger bidrager til mere hyppige og voldsomme oversvømmelser af lavtliggende kystområder samt til kysterosion langs de fleste strande.

 

Nogle klimaforandringer vil have fortsatte konsekvenser meget længe

Mange af de forandringer, der forårsages af drivhusgasudledninger frem til i dag og i fremtiden, er irreversible i århundreder, op til årtusinder. Det gælder særligt forandringer i havene, iskapperne og det globale havniveau.

Som følge af hidtidige udledninger vil havet fortsat opvarmes og gletsjere fortsætte deres afsmeltning i årtier, op til århundreder. Iskapperne i Grønland og Antarktis vil fortsætte deres afsmeltning gennem hele dette århundrede.

Det er i realiteten sikkert, at havniveauet vil fortsætte med at stige gennem det 21. århundrede med en sandsynlig stigning på 0,28-0,55 m under SSP1-1.9 og 0,63-1,01 m under SSP5-8.5 i forhold til det gennemsnitlige niveau i 1995-2014. Efter år 2100 vil havniveauet fortsætte med at stige i århundreder, op til årtusinder, som følge af dybhavets fortsatte varmeoptag og massetab fra iskapperne.

 

Fænomener med lav sandsynlighed men store konsekvenser

Der er konsekvenser af global opvarmning, der har lav sandsynlighed for at ske, men som ikke kan udelades i en risikovurdering. Der bør eksempelvis tages højde for kollaps af iskapperne ved polerne, pludselige ændringer i havcirkulationen, visse sammenfaldne vejrekstremer og en langt større opvarmning end forventet.

Selv når den globale opvarmning holder sig inden for et scenaries meget sandsynlige interval, kan der forekomme fænomener på globalt eller regionalt plan, som har lav sandsynlighed men store konsekvenser. Sandsynligheden for disse stiger med øget global opvarmning.  Bratte ændringer i klimasystemet og tipping points såsom kraftigt øget afsmeltning fra Antarktis og skovdød kan ikke udelukkes.

Det er meget sandsynligt, at cirkulationen i Atlanterhavet (Golfstrømmen og Grønlandspumpen) vil aftage gennem det 21. århundrede, men det vurderes med middel sikkerhed, at cirkulationen ikke vil kollapse inden år 2100. Hvis et brat kollaps finder sted, vil det med stor sandsynlighed føre til bratte ændringer i vejrmønstre og regionale hydrologiske kredsløb.

 

Begrænsning af den globale opvarmning

Begrænsning af global opvarmning kræver reduktion i udledninger

Hvis den menneskeskabte globale opvarmning skal begrænses til et bestemt niveau, kræver det at de akkumulerede CO2-udledninger begrænses, at der opnås en CO2-nettoudledning på nul samtidig med markante reduktioner i udledningen af andre drivhusgasser. Markant, hurtig og vedvarende reduktion af metan-udledningen vil derudover begrænse den opvarmning, der stammer fra reduceret partikelforurening, og vil forbedre luftkvaliteten. 

Det bekræftes med stor sikkerhed, at der er en næsten lineær sammenhæng mellem de akkumulerede CO2-udledninger og den opvarmning de forårsager. Denne sammenhæng indebærer, at netto-udledningen af menneskeskabt CO2 skal bringes til nul for at stabilisere den menneskeskabte temperaturstigning. For hver 1000 gigaton akkumulerede CO2-udledninger vurderes det sandsynligt, at temperaturen stiger med 0,45 (0,27-0,63) °C. Herfra kan det estimeres, hvor meget CO2 der fortsat kan udledes, før bestemte temperaturniveauer overskrides; det såkaldte carbonbudget. Sådanne estimater er forbundet med stor usikkerhed. Rapporten angiver et resterende carbonbudget på 300-900 GtCO2 for en begrænsning af den globale opvarmning til 1,5 °C og på 900-2300 GtCO2 for 2 °C.

Stringente udledningsreduktioner i overensstemmelse med SSP1-1.9 og SSP1-2.6 fører i løbet af et antal år til tydelig indvirkning på drivhusgas- og aerosolkoncentrationen i atmosfæren, set i forhold til opvarmningen fra udledninger der følger scenarierne SSP3-7.0 eller SSP5-8.5. I løbet af 20 år vil forskellen i global overfladetemperatur mellem disse forskellige scenarier kunne adskilles tydeligt fra naturlig variabilitet. For andre klimatiske parametre vil det samme være tilfældet over en længere årrække. 

Midlertidig nedgang i udledningerne i 2020 i forbindelse med COVID-19-bekæmpelse medførte en lille nedgang i strålingspåvirkning, primært grundet reduktioner i menneskeskabte aerosoller og målbare men midlertidige effekter på den atmosfæriske sammensætning og luftforurening. En global eller regional effekt på klimaet er dog ikke målbar i forhold til den naturlige variabilitet på grund af reduktionernes korte varighed. Selvom CO2 udledningerne faldt midlertidigt i 2020, var det ikke nok til at påvirke koncentrationen af CO2 i atmosfæren. Koncentrationen fortsatte med at stige i 2020 uden målbar nedgang i den observerede stigningstakt.

Stringente udledningsreduktioner har stor indflydelse på konsekvenserne af klimaforandringerne efter 2040. Sådanne tiltag vil, i forhold til høje udledningsscenarier, stærkt begrænse hyppigheden af ekstreme vandstandshændelser, kraftig nedbør og udbredelsen af farlige varmehændelser i slutningen af århundredet.

Teknikker til at fjerne CO2 fra atmosfæren kan i stor skala føre til negative udledninger. Teknikkerne har forskellige vidtrækkende bivirkninger på det biokemiske kredsløb og klimaet, som enten kan styrke eller svække deres effekt. Disse teknikker kan sænke den atmosfæriske CO2-koncentration og modvirke forsuring af havet. Når man fjerner en bestemt mængde CO2 fra atmosfæren, vil det ikke resultere i et tilsvarende fald i atmosfærens indhold af CO2. Ligesom en del af de historiske menneskeskabte CO2-udledninger er ophobet i havet og på land, vil fjernelse af CO2 fra atmosfæren på samme måde modvirkes af frigivelse af CO2 fra hav og land.

Fjernelse af CO2 fra atmosfæren kan reducere den globale opvarmning, hvis de globale CO2-udledninger bliver negative, men andre konsekvenser af klimaforandringerne vil fortsætte i årtier til årtusinder. Eksempelvis vil havniveauet ikke falde i adskillige århundreder eller årtusinder, selv ved store negative CO2-udledninger.

 

Kort om IPCC’s sjette hovedrapport del 1

  • 234 forfattere har arbejdet i tre år på den 3000 sider lange baggrundsrapport, som har været i høringsrunder af tre omgange. Det har affødt 78.000 kommentarer, som forfatterne har reageret på i den grundige proces med at sikre rapportens videnskabelige kvalitet.
  • Den sidste etape af rapportens udarbejdelse var at godkende sammendraget for beslutningstagere - også kendt som ”SPM” (summary for policy makers). Godkendelsen har foregået på et virtuelt IPCC-møde de sidste to uger med 28 zoom-sessioner af 3 timer, og her har 2 medarbejdere fra DMI udgjort Danmarks delegation.
  • De 3000 sider skulle koges ned til et sammendrag på 30 sider, hvor det skulle besluttes præcis hvilke af de mange vigtige budskaber der skal fremhæves i sammendraget. Den præcise ordlyd blev godkendt af regeringsrepræsentanter fra hele verden, og forfatterne var med hele vejen for at sikre at teksten er i overensstemmelse med baggrundsrapporten.

Af Tilde Jespersen og Tina Christiansen
9. august 2021.