Nye klimatal for november og efteråret i perioden 1991-2020: Det danske efterår er varmere end set før

De nye klimatal for 1991-2020 viser, at både vores efterår og november måned er blevet næsten én grad varmere sammenlignet med det, vi tidligere har betegnet som ’normalt’, nemlig klimatallene for 1961-90. Få mellemregningerne her - tilsat et kig ind i fremtidens efterår.

På denne sidste novemberdag kan vi nu komme med de nye klimatal for både november og hele efteråret.

November og efteråret er blevet varmere

For efteråret og november gælder, at det er blevet varmere end tidligere set i dansk vejrhistorie.

Klimanormal for november i perioden 1991-2020

  • Månedsmiddeltemperaturen er beregnet til 5,5 °C
  • Nedbørmængden er beregnet til 71 mm

Klimanormal for efteråret i perioden 1991-2020

  • Månedsmiddeltemperaturen er beregnet til 9,5 °C
  • Nedbørmængden er beregnet til 228 

’De nye klimatal for november og hele efteråret viser, at både måneden og hele efterårssæsonen er blevet i henholdsvis 0,8 og 0,7 grader varmere sammenlignet med klimatallene fra 1961-90,’ fortæller Mikael Scharling, der er klimatolog på DMI og fortsætter:

’Som med de fleste foregående måneder og sæsoner i den nye klimanormalperiode er det tydeligt, at klimaet har flyttet sig mod et varmere niveau – især når vi kigger på udviklingen siden de landsdækkende målinger startede. Nedbørtallene har ikke ændret sig nok til, at vi med sikkerhed kan konkludere, at det er blevet hverken mere vådt eller tørt siden klimanormalen 1961-90.’

Bliv klogere på, hvordan klimaforskerne arbejder med vejrstatistik her. 

Hvad er klimanormaler?

Hver måned, hver sæson og hvert år gøres vejret op i Danmark. Hvor varmt har det været, hvor meget nedbør er der faldet, hvor meget har solen skinnet? Ud fra disse opgørelser beskrives det danske klima som et gennemsnit af vejret indenfor 30-årsperioder, det vi kalder for ’klimanormaler’.

Hele verdens meteorologiske institutter udarbejder 30-års klimanormaler.

Klimanormaler bruges som reference til at sammenligne ændringer i klimaet fra tidligere perioder til i dag og det forventede fremtidige klima.

For at kunne sammenligne værdier over hele verden i samme periode er det internationalt aftalt, at normalværdier for årene 1901-30, 1931-60, 1961-90 og 1991-2020 beregnes i alle lande.

Fremtidens efterår tegner til at blive varmere og lidt vådere

Klimanormaler er vigtige værktøjer til at følge klimaforandringer, da de kigger på et gennemsnit over, hvordan vejret har svinget gennem 30 år.

DMI’s observationer viser, at det danske klima har ændret sig siden de landsdækkende målinger startede i 1873. De nyeste klimaopgørelser i årets første elleve måneder er nu alle, på nær to, signifikant varmere end den seneste klimanormal for 1961-90.

Hvordan flugter de nye klimatal med fremtidens efterår, som er beskrevet i DMI’s Klimaatlas?

’Klimaatlas viser, at fremtidens klima mod slutningen af århundredet vil byde på gennemsnitligt varmere og lidt vådere efterår. Hvor store ændringerne bliver, afhænger af den globale udledning af CO2.Tendensen med et varmere efterår ser altså ud til at fortsætte fremover,’ forklarer klimaforsker Rasmus Anker Pedersen fra DMI og uddyber:

’Hvis den globale udledning af drivhusgasser fortsætter som hidtil, forventer vi cirka 10 % mere efterårsnedbør i slutningen af århundredet. Variationerne i vores vejr er dog store fra år til år, og derfor kan vejrets naturlige udsving ’sløre’ billedet af de gradvise klimaforandringer en smule. Det ses især, når vi kigger på nedbørtallene, som er meget svingende fra år til år. Begrænses de globale udledninger, vil vi formentlig ikke opleve store ændringer i efterårsnedbøren. ’

Se hvordan fremtidens klima ændrer sig helt ned på kommuneniveau her. 

Dansk vejrhistorie skal tolkes med forsigtighed

Klimaforskning bygger i høj grad på statistik. Klima er som før nævnt beskrivelser af det gennemsnitlige vejr over en lang periode, typisk 30 år. Når perioden er så lang, bliver de naturlige variationer i vejret fra år til år udjævnet. På samme måde har størrelsen af det område, som vi kigger på betydning – og her udjævnes de naturlige udsving i vejret bedst, desto større et område vi undersøger.

Hvis du fx måler temperaturen i din baghave hvert år den 1. april kl 10, vil der være meget store variationer fra år til år. Målingen vil både afhænge af, om det er et koldt eller varmt forår, hvordan vejret er den dag, og om der tilfældigvis er en sky lige over din have.

Hvis du derimod kigger på årlige gennemsnit af den globale middeltemperatur, er der stadig variation fra år til år, men udsvingene er langt mindre. Jo større område vi analyserer data fra, og jo større del af året vi betragter, desto tydeligere klimasignal får vi altså.

Men kan vi så overhovedet tolke klimatologiske data fra Danmark, som jo ikke fylder alverden rent geografisk?

Ja, det kan vi godt, men det vigtigt at holde sig for øje, at vi kun kigger på observationer for Danmark og ikke hele verden. Derudover kigger vi kun på en enkeltstående måned eller en sæson og ikke hele året. Samlet set er der derfor mulighed for, at naturlige variationer i vejret kan forstyrre klimasignalet. Det understreger nødvendigheden af statistiske analyser, og bevidstheden om metodens begrænsning, når vi tolker vores data.

Følg den nye klimanormal måned for måned

I 2021 kommer DMI med en ny klimanormal for Danmark. I øjeblikket er den mest benyttede klimanormal for perioden 1961-1990, men når dette år er omme, kan DMI præsentere en ny klimanormal for perioden 1991-2020.

DMI vil året igennem orientere om, hvordan den nye klimanormal kommer til at adskille sig fra den gamle klimanormal på månedsbasis. Ved udgangen af hver måned i 2020 er der nemlig data for en 30 år lang periode for den pågældende måned, som der netop skal til, når klimanormaler beregnes.

Vær opmærksom på, at DMI først i løbet af næste år vil have genberegnet alle observationer for perioden 1991 til og med 2020 med de nyeste beregningsmetoder, og det kan i nogle tilfælde ændre de foreløbige tal.

Af Mikael Scharling, Rasmus Anker Pedersen og Anja Fonseca
30. november 2020

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle