De fleste går nok rundt med opfattelsen af, at oven på en meget varm og sol-stabil slutning på foråret, er fulgt en underfrankeret sommer med skyer, blæst og utilregnelige regnvejr. Kombinationen af en ret varm juni og en halvkold juli giver dog det resultat, at vi alt i alt indtil videre har en ret normal dansk sommer.
At mange måske oplever sommeren som en mellemfornøjelse nu, skyldes muligvis kontrasten til den bemærkelsesværdige juni, som blev den niendevarmeste siden målingerne startede tilbage i 1874. Der blev registreret relativt mange sommerdøgn, landsdækkende varmebølger og lokale hedebølger
For de nysgerrige er den varmeste juni fra 1889 med 18,2°C i gennemsnit (dette er den ældste varmerekord i Danmark), og den koldeste fra 1923 med 10,7°C. Juni 2020 endte med en middeltemperatur på 16,3°C på landsplan.
Du kan se nedenfor, hvordan temperatur, nedbør og solskin har spredt sig over Danmark samlet set for juni og den halve juli. Det meste af vandet er faldet i Vestjylland, de højeste temperaturer har man primært oplevet i Nordsjælland, og flest solstråler er der faldet i det yderste Nordjyske.