Aarhus Universitet og GEUS har registreret, at der er en afvigelse i vandbalancen for Danmark i deres hydrologiske modeller. Årsagen til afvigelsen er foreløbigt ikke fastlagt, og løsningen på problemet kendes derfor ikke endnu.
Læs mere om sagen her.
Find notater fra Aarhus Universitet og DMI, der er indsendt til Folketinget om sagen her.
Det skal nu undersøges til bunds, hvorfor problemet opstår.
’Det er særdeles vigtigt for det danske samfund, at DMI’s data er troværdige og understøtter Aarhus Universitets rådgivning af Miljø- og Fødevareministeriet på bedst mulig vis - og vi tager derfor sagen meget seriøst. DMI’s nedbørdata indgår som et enkelt led i en lang kæde af beregninger, der føder ind i de hydrologiske modeller, og et eller andet sted i denne kæde er der tilsyneladende en brist,’ forklarer DMI’s direktør Marianne Thyrring og fortsætter:
’Vores fokus er på at finde årsagen til problemet. Vi har allerede igangsat et grundigt eftersyn af vores egne metoder og processer for kvalitetskontrol. Og vi har intensiveret dialogen med Aarhus Universitet og GEUS for at afdække, hvad der er galt. Kort sagt, så er vi klar på at samarbejde med Aarhus Universitet og GEUS, så vi en gang for alle kan finde ud af, hvor problemet opstår, og hvordan vi kan løse det.’
Aarhus Universitet og GEUS mener, at afvigelsen i deres hydrologiske model formentlig hænger sammen med, at der omkring 2010 blev foretaget en modernisering, som indebar en række ændringer af DMI’s nedbørmålernet, både ift. antal, placering og type af nedbørmålere. DMI har dog ikke umiddelbart i sin meteorologiske og klimatologiske anvendelse af data kunnet lokalisere en afvigelse i data.
Vores fokus er på at finde årsagen til problemet. Kort sagt, så er vi klar på at samarbejde med Aarhus Universitet og GEUS, så vi en gang for alle kan finde ud af, hvor problemet opstår, og hvordan vi kan løse det - Marianne Thyrring.
DMI håber nu, at et tæt samarbejde mellem Aarhus Universitet, GEUS og DMI resulterer i, at årsagen findes, og der i fællesskab kan findes en løsning på problemet.
Fakta om DMI’s nedbørdata
Pressemeddelelse udsendt 14. august 2020