Klimatolog: Maj ender helt ekstrem

Det sommeragtige vejr er ved at sende maj helt til tops på flere rekordlister. Klimatolog har kigget tallene igennem og kommer med et ekstremt bud på, hvor maj ender

Maj er startet forrygende, hvis du er til sol og varme. Måneden har allerede slået hele sidste års sommeren af banen i flere vejrkategorier, med bl.a. både varmere og solrigere dage.

Et kig i prognoserne tyder endda på, at den sommerlige vejrtype fortsætter også i de kommende uger, og det får nu klimatolog Mikael Scharling til at kigge opad i rekordlisterne for temperatur, soltimer og (mangel på) nedbør i maj.

"Hvis vi lægger det, vi ser i prognoserne for resten af måneden, sammen med de 16 døgn, der allerede er gået, så tegner der sig et ret ekstremt billede af slutresultatet - allermest når det gælder temperaturen", siger han.

Maj truer Danmarks ældste varmerekord

Klimatologens bedste bud på en samlet temperatur for maj er lige nu 13,9°C.

"13,9°C vil være ny rekord for maj. Den tidligere er over 100 år gammel og lyder på 13,8°C sat i 1889. Det er faktisk Danmarks ældste varmerekord", siger han.

Også soltimer og nedbør afviger en hel del fra normalen.

"Præcis hvor mange soltimer og hvor få millimeter nedbør, måneden ender med, er svært at spå om. Men begge parametre har gode chancer for at ende pænt oppe i top-10 - dog uden risiko for nye rekorder", slutter klimatologen.

Du finder Mikael Scharlings bedste bud, på hvor maj ender, i tabellen herunder.

Det varme, solrige og nedbørfattige majvejr skyldes højtryk, der har ligget i nærheden af Danmark og fået lavtrykkene til at gå uden om os. Det har samtidigt givet os vind fra lune sydlige og østlige retninger.

DMI har målt vejret i Danmark siden 1874.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 17. maj 2018

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle