2017 - et vejrår til glemmebogen

Klimatolog Mikael Scharling gør status over vejret i 2017. Det er der dog ikke meget sjov ved. Året blev nemlig det 10. vådeste i dansk vejrhistorie og det solfattigste siden 2000.

Der har ikke været mange vejrmæssige lyspunkter i 2017. Sommeren havde den laveste maksimumtemperatur, DMI har målt, og efteråret blev det vådeste siden 1984. Og nu, hvor året snart er slut, kan klimatolog Mikael Scharling gøre en ligeså kedelig status for alle 365 dage.

Temperaturen er der, hvor det gik mindst galt så at sige. Gennemsnittet for året bliver 8,9°C. Det svarer til gennemsnittet af perioden 2006-15, som er det, vi kalder den 'seneste vejrdekade'. Vejrdekaden repræsenterer det vejr, vi bedst husker. Året blev samtidigt noget varmere end den officielle reference, som er perioden 1961-1990; den såkaldte klimanormal. Dengang var et dansk år gennemsnitligt 7,7°C.

Nedbøren ligger - som de fleste nok har fornemmet - højt. Specielt sommeren og efteråret var usædvanligt våde, og de 6 måneder blev sammenlagt den 3. vådeste, DMI nogensinde har registreret. Samlet for året ender nedbøren på 849 mm. Det gør 2017 til det 10. vådeste år, DMI har registreret, siden målingerne begyndte i 1874. I vejrdekaden 2006-15 faldt der gennemsnitligt 792 mm på et år, mens der i normalperioden 1961-90 faldt 712 mm. 

Modsat det høje antal millimeter, så bød 2017 på relativt få soltimer. I alt ender tallet omkring 1512 for året. 1512 timer gør 2017 til det solfattigste år i Danmark siden år 2000. I vejrdekaden bød et gennemsnitligt år på 1722 timer, mens vi i klimanormalperioden fik 1495 timer.

Tallene er gennemgået af DMI's klimatologer. 

Der er mere om vejret i 2017 og om vejrets normaler i 'Værd at Vide' til højre.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
Data og grafik Mikael Scharling

© DMI, 29. december 2017. Tallene er opdaterede 3. januar 2018.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle