Vi har endnu årets første tropedøgn til gode

Særligt vejrfænomen er udeblevet i år. Klimatolog savner det ikke.

Et meteorologisk tropedøgn er et døgn, hvor temperaturen ved mindst én af DMI's vejrstationer forbliver højere end 20°C. Normalt har vi 3 i løbet af en sommer, men i 2016 står tælleren fortsat på 0.

En sommer uden tropedøgn er dog ikke usædvanlig, påpeger klimatolog Mikael Scharling. I data fra 2004 og frem har han fundet yderligere fire tilfælde: 2015, 2012, 2011 og 2007.

I den modsatte grøft fremhæver Mikael Scharling somre som 2010 med 7 tropedøgn, 2006 med 11 tropedøgn og 2014 med hele 13 tropedøgn.

Sjovt, men ellers tak

"Klimatologisk er tropedøgn sjove, men når man skal sove igennem dem, bliver det hurtigt en svedig oplevelse. Personligt savner jeg dem ikke", siger han.

Klimatologen har også kastet et blik på prognoserne og vurderer, at sandsynligheden for tropedøgn er hastigt svindende.
"Havet er fortsat varmt. Det er vigtig ingrediens, for det er typisk havvandet, der holder temperaturen oppe om natten. Mit sidste bud for i år er den lidt lummervarme periode i næste uge, men chancerne er små. Nætterne er efterhånden så lange, at luften har lidt for gode muligheder for at køle ned. Jeg tror ikke på det", slutter Mikael Scharling.

19. august 2016

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle