Trods september: Landsdækkende varmebølge breder sig

Varmebølge i september er formentlig en sjældenhed, men nu er den her. 

Onsdag den 14. september kunne klimatolog Mikael Scharling konstatere, at Danmark blev ramt af landsdækkende varmebølge. I dag den 15. september er udbredelsen stort set uændret og således stadigvæk landsdækkende.   

Kriteriet for landsdækkende varmebølge er, at gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 25°C i mere end 50% af Danmarks areal.

Ifølge Mikael Scharling er 65% af landet stadig ramt af varmebølge. 

Det centrale Jylland havde endda to små lokale hedebølger onsdag den 14. september. Hedebølge er, når de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 28°C. Hedebølgen dækkede 0,4% af landet.

Som eneste region går Bornholm fri af både varme- og hedebølge.

Mikael Scharling kan ikke sætte præcise tal på, hvor ofte Danmark har været ramt af varmebølge så sent på året, men han har skimmet data for de seneste ca. 20 år uden umiddelbart at finde andre eksempler.

Varme- og hedebølger

Når gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 25°C, er der varmebølge. Når mere end 50% af en regions areal opfylder ovenstående betingelser defineres det som en regional varmebølge. Når mere end 50% af Danmarks areal opfylder ovenstående betingelser defineres det som en landsdækkende varmebølge. Samme definition gælder for hedebølger, bare med temperaturgrænsen 28°C.

14. september 2016, opdateret den 15. med data for hele døgnet den 14. samt frem til kl. 12 den 15. september

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle