Ny klimabog går i dybden med Nordsøen

Nordsøen har fået sin helt egen klimarapport, hvor forskerne gennemgår forholdene i for-, nu- og fremtid. DMI har bidraget med viden - og med midler, så resultatet er gratis tilgængeligt.

En håndfuld nabolande i Nordvesteuropa er fælles om Nordsøen, herunder Holland, Tyskland, England og Danmark. For alle nationerne gælder det, at Nordsøen er en vigtig ressource - historisk set for transport og fiskeri og i nyere tid for olie, gas og vind. Derfor er regionens klima nu blevet grundigt analyseret i både fortid, nutid og fremtid blandt andet med hjælp fra to DMI-forskere: Martin Stendel og Wilhelm May.

”Analysen giver en up-to-date gennemgang af klima og klimaændringer i Nordsøen og de omkringliggende lande”, forklarer Martin Stendel.

”Det er ikke helt ved siden af at påstå, at vi har udarbejdet en regional IPCC-rapport for Nordsøen - dog med de væsentlige forskelle at rapporten er skrevet til et bredt publikum og uden beslutningstagere i processen”. IPCC er FN's klimapanel.

Martin Stendel er førsteforfatter på bogens 2. kapitel om registrerede ændringer i atmosfæren, mens Wilhelm May er førsteforfatter på bogens 5. kapitel om fremtidige ændringer i atmosfæren.

Klimaet påvirker alt

Med udgangspunkt i regionens skiftende klima udreder bogen de resulterende ændringer i land-, saltvands- og ferskvandsøkosystemer. Den udforsker også effekterne på socioøkonomiske sektorer såsom fiskeri, landbrug, forvaltning af kystområder, kystsikring, byklima, turisme, råstofefterforskning, energi og luftforurening.

Bogen om Nordsøen er på 528 sider. Den trykte version rammer først hylderne sidst i september, men allerede nu kan den elektroniske version kvit-og-frit hentes hos udgiveren Springer. Det skyldes, at bogen er udgivet som det, der blandt forskere hedder ’open access’ eller på dansk 'åben adgang'. Fra Danmark har DMI og DTU støttet udgivelsen økonomisk.

Nordsøen er ikke det eneste vigtige nordvesteuropæiske havområde, som har fået sin egen detaljerede klimarapport. Allerede i 2008 og igen i 2015 udkom et tilsvarende arbejde for Østersøen. Den bog er ligeledes 'open access'.

 

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 7. september 2016

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle